Tilslutningspligt til fjernvarme

Hvad betyder tilslutnings- og forblivelsespligten for jer? Og hvor og hvornår gælder den?

Københavns Borgerrepræsentation valgte i forbindelse med Energiplan2000 at indføre tilslutningspligten. Det skete blandt andet udfra et ønske om at sikre den bedste udnyttelse af energien, og derved blandt andet nedbringe udledningen af CO2.

Tilslutningspligten blev indført med 9 års varsel den 17. juni 1993. Samtidig blev det besluttet, at alle kunder, der var tilsluttet fjernvarme skulle forblive tilsluttet til fjernvarmenettet. I forbindelse med indførelsen blev tilslutnings- og forblivelsespligten tinglyst på samtlige ejendomme i Københavns Kommune.

Hvad betyder tilslutnings- og forblivelsespligten for jer?

Tilslutningspligten medførte, at alle ejendomme, der havde installeret centralvarme i 1993, skulle overgå til fjernvarme senest 9 år efter eller betale en fast årlig afgift (effektbetaling).

Alle ejendomme med centralvarme, der ikke har installeret fjernvarme, er fra 1. januar 2005 blevet opkrævet en fast årlig afgift. For ejendomme med fjernvarme er denne afgift en del af varmeregningen.

Tilslutningspligten til fjernvarme betyder derfor ikke, at I skal installere fjernvarme i jeres ejendom, men at I er forpligtede til at betale den faste årlige effektbetaling.

Forblivelsespligten medfører at ejendommen, som én gang er tilsluttet fjernvarme, forsat skal betale den faste årlige effektbetaling, også selvom der eventuelt benyttes en anden varmekilde end fjernvarme.

Nybyggeri og eksisterende, større ejendomme

Ved nybyggeri og i eksisterende, større ejendomme gælder særlige regler.

Hvis I bor i en større ejendom, er denne omfattet af regler for ”blokvarmecentraler”. Udtrykket blokvarmecentraler bruges i tilfælde, hvor ejendommens effektbehov er 250 kW eller derover.

De særlige regler for blokvarmecentraler har kun betydning, hvis I vil ændre ejendommens opvarmningsform.

Ved nybyggeri af større ejendomme betyder reglerne for blokvarmecentraler, at der skal udarbejdes et projekt for den ønskede opvarmningsform. Projektet skal godkendes af kommunen.

Skal nybyggeri tilsluttes til fjernvarme?

Som udgangspunkt er alt nybyggeri omfattet af tilslutningspligten. Men som det er tilfældet med eksisterende byggeri, er I også i forbindelse med nybyggeri kun forpligtiget til at betale den faste årlige effektbetaling.

Hvis der er tale om nybyggeri af lavenergihuse, er der mulighed for at søge fritagelse fra tilslutningspligten.

Er det muligt at blive fritaget eller få dispensation for tilslutningspligten?

Der er en nogle muligheder for dispensation eller fritagelse for tilslutningspligten. Det kræver, at I som ejere skal opfylde nogle særlige krav, eller at ejendommen opfylder særlige krav.

Hvis I ønsker at ansøge om dispensation eller fritagelse for tilslutningspligten eller blot søger information om dette, skal dette ske til:

Teknik- og Miljøforvaltningen
Center for Miljøbeskyttelse
Njalsgade 13
Postboks 380
1503 København V
Tlf. 2170 2650

  virkmiljoe@tmf.kk.dk



Print denne side