Skjult FaceBook tracking ikon Bliv klog på fjernkøling - HOFOR

Bliv klog på fjernkøling

Fjernkøling er distribution af koldt vand til virksomheder med behov for køling. Vandet køles i et centralt anlæg, hvor kølingen primært er baseret på brug af koldt havvand.

Produktion og distribuering

Fjernkøling fungerer principielt ligesom fjernvarme, idet produktionen sker centralt på vores fjernkølecentraler. Leveringen af køling foregår gennem et sammenhængende rørsystem, der ligner det eksisterende system til distribution af fjernvarme.

Det kolde vand til fjernkøling distribueres via rørledninger til kunderne, som ved hjælp af en veksler anvender det kolde vand til at køle vandet i deres egne systemer. Herefter sendes vandet retur til det centrale køleanlæg, hvor det køles på ny.

Illustration der viser produktion af fjernkøling
På illustrationen kan du se, hvordan produktion af fjernkøling fungerer. Klik på illustrationen for at se den i stor størrelse.

Vi producerer køling centralt på to forskellige måder:

  • Frikøling (havvand). Fra oktober til maj, hvor havvandstemperaturen er lav, produceres køling ved at trække koldt havvand fra Københavns Havn ind til de centrale køleanlæg.
  • Kompressionskøling (el). Køling produceres ved hjælp af eldrevne kølekompressorer. Havvand bruges i den forbindelse til at køle kondensatoren.