Sådan bruger du bygassen bedst
Sæt låg på gryden, når du laver mad på dit gaskomfur. Så holder du bedre på energien.
Fyld kun det vand i gryden, du skal bruge. Så sparer du både gas, vand og tid.
Der er stordriftsfordele ved at spise sammen. Overvej, om I kan spise sammen med naboen eller familie et par gange om ugen. Så starter færre gasblus op.
Tilbered en stor portion, så du har mad til flere dage. Så behøver du ikke tænde gasblusset så ofte og så længe.
Nogle retter kan færdigtilberedes i høkasse. De helt moderne høkasser holder temperaturen høj helt uden at bruge energi. Som bonus behøver du ikke at holde øje med maden, når den står og passer sig selv.
Har dit fællesvaskeri gastørretumblere? Udnyt varme dage og tør tøjet på tørresnor. Så sparer du på gasforbruget.
To tredjedele af din bygas er baseret på biogas, hvor vi tager dit spildevand, renser det, bearbejder det og benytter det i bygassen. Så jo ”renere”, spildevandet er, jo mindre skal vi rense det, før vi kan bruge det i bygassen.
Vi får mest ud af spildevandet, hvis det kun indeholder lort, pis og papir – for at sige det lige ud. Vådservietter, vatrondeller og vatpinde kan komme til at sidde fast i rørene, og så skal vi bruge mange ressourcer på at rense systemet. Fedt i afløbet kan på samme måde skabe propper. Så tænk på, hvad du smider i toilettet.