Her leverer HOFOR bygas
HOFOR forsyner København og omegn med bygas. Se hvor vi leverer bygas på kortet.
300.000 Københavnere modtager bygas fra HOFOR. Vi leverer bygas i København og i mindre områder i Tårnby, Hvidovre og Rødovre. Derudover forsyner Frederiksberg Kommune sine ca. 17.000 kunder med vores bygas.
Gasforbruget er størst ved spisetid
Gasforbruget er ikke jævnt igennem hele døgnet. Der bliver brugt mest gas, når der laves mad. De fleste bruger nemlig kun gas til madlavning. Vores produktion af gas foregår hele tiden, så vores gasværk tilpasser automatisk mængden efter behov.
Distributionen af gas
Når gassen er produceret på vores fire gasværker, sender vi den ud til distribution ved et tryk på op til 300 millibar. De såkaldte regulatorstationer rundt om i byen sørger så for at sænke trykket til 10 millibar, før gassen kommer ud i et net med lavere tryk, der fordeler den til jer kunder.
Alle gasapparater har en regulator, der sørger for at tilpasse trykket når gassen bruges.
860 km gasledning
Bygasnettet har en samlet længde på ca. 860 km, og vi forsyner kunderne gennem ca. 17.000 stikledninger. Forsyningsledningerne ligger gemt under stort set alle Københavnske veje og fortove.