Bygas bliver lavet af byens egne affaldsprodukter
Mere end 200.000 bygaskunder kan bruge bygas med god samvittighed. Den bliver nemlig lavet af lokalt produceret biogas fra byens toiletskyl og madaffald.
Hver gang en københavner trækker ud i toilettet eller smider en grøn pose affald i biospanden, bliver der givet en lille bidrag til bygasforsyningen.
Siden 2026 har den samlede mængde bidrag været så stor, at vi nu er selvforsynende – et mål, som HOFOR har arbejdet på i mere end 15 år. Det betyder, at vi udnytter nok biogas fra byens efterladenskaber i toilettet og skraldespanden til at dække behovet hos alle HOFORs bygaskunder.
Tidligere var fossil naturgas en hovedingrediens i bygas. Når vi fortrænger naturgas med lokal biogas, reducerer vi byens CO2-udledning. Selvforsyning gør os samtidig mere robuste over for svingende energipriser, og det gør Danmark mindre afhængig af fossil naturgas udefra.
Du kan beregne miljøudledningerne af din boligs forbrug af bygas med vores miljøberegner:
Sådan producerer vi bygas
Ved at udrådne slammet fra spildevandet bliver der lavet biogas. Når toiletvand møder bakterierne i rådnetankene på BIOFOS’ spildevandsanlæg, gennemgår det biologiske materiale en proces, der skaber biogas i form af metan og CO2.
Det samme gælder biogas fra det køkkenaffald, der bliver sorteret i grønne poser i København. En mindre del (17 %) af den samlede mængde biogas bliver ’købt tilbage’ fra dét anlæg i Solrød, hvor madaffaldet fra Københavns Kommune ender.
HOFOR behandler og opgraderer biogas fra både spildevand og madaffald, blander den op og sender den videre ud i byen som bygas.

Bygas er sikker at bruge
Kløvermarken Gasværk, Mørkhøj Gasværk, Køgevej Gasværk og Strandvænget Gasværk er de fire gasværker, som producerer bygassen.
Vi producerer bygassen, så den ikke indeholder kulilte. Derfor er den ikke giftig. Hvis en del af bygassen ikke bliver forbrændt (fx i dit gaskomfur), så vil det stige opad og forsvinde ved den naturlige ventilation. Det skyldes, at bygas er lettere end luft.
Læs mere om bygas og sikkerhed
Bygas i sig selv lugter ikke. Den velkendte ’gaslugt’ skyldes, at vi tilsætter et lugtstof. På den måde kan man nemlig lugte gas fra selv meget små utætheder i installationen.

