Musikkvarteret

Læs om de udfordringer, Musikkvarteret i Herlev har med oversvømmelser, samt de løsninger, HOFOR og Herlev Kommune arbejder på.

Musikkvarteret skal have en ny løsning mod oversvømmelser

Oversvømmelser i Musikkvarteret er et problem, som HOFOR og Herlev Kommune gennem flere år har arbejdet på at løse. Den løsning, der hidtil har været planlagt, skal nu revurderes, fordi nye miljøkrav betyder, at der ikke kan udledes så meget regn- og spildevand til Kagsåen, som tidligere har været en del af beregningerne for en løsning.

Det betyder, at HOFOR og Herlev Kommune nu undersøger alternative løsninger, der både kan mindske risikoen for oversvømmelser og leve op til kravene til vandmiljøet i Kagsåen og Kagssøen.

Hvad var den tidligere plan?

Den oprindelige løsning omfattede:

  • Fornyelse af spildevandssystemet i Musikkvarteret.
  • En ny ledningsforbindelse under Motorring 3.
  • Et nyt opsamlingsbassin og en pumpestation på Kagsengen øst for Motorring 3.
  • Gennemsnitligt fem årlige udledninger af opblandet regn- og spildevand til Kagsåen i tilfælde af kraftige regnhændelser.

Hvorfor skal projektet revurderes?

Kagsåen modtager regn- og spildevand fra flere kommuner og forsyninger. Samtidig stiller miljølovgivningen krav om, at de samlede udledninger til åen skal reduceres betydeligt. Derfor er det aktuelt ikke en mulighed at lave yderligere udledninger, som det ellers var planlagt i løsningen for Musikkvarteret.

HOFOR, Novafos og kommunerne langs Kagsåen arbejder derfor sammen om at beregne den samlede belastning af vandløbet og undersøge nye muligheder for området.
Vi forventer, at dette arbejde er endeligt færdigt i 2028.

Midlertidige løsninger for Musikkvarteret

Det er fortsat målet at reducere risikoen for oversvømmelser i Musikkvarteret.

HOFOR har derfor også fokus på at kortlægge, hvilke muligheder der er for midlertidigt at afhjælpe problemerne lokalt i Musikkvarteret, herunder om der kan gives dispensation til at bruge nødpumpeløsninger, der kan pumpe regn- og spildevand til Kagsåen i tilfælde af oversvømmelser efter voldsomme regnmængder på kort tid. 

Projektet bliver forsinket

Det er en kompleks opgave at løse problemerne i Musikkvarteret, da det kræver en kombination af flere forskellige tiltag. Det kan være store bassiner, der kan holde vandet tilbage, både inde i og uden for Musikvarteret, kombineret med adskillelse af regnvand og spildevand inde i selve Musikkvarteret. Derudover skal andre mulige tiltag i oplandet undersøges, så der skabes ledig kapacitet i kloaknettet til vandet fra Musikkvarteret. 

Dette arbejde tager tid, og derfor oplyste vi på orienteringsmødet den 27. oktober 2026, at projektet forventes at blive forsinket med omkring tre år. Den endelige tidsplan afhænger dog af de analyser og afklaringer, der i øjeblikket gennemføres.

Vi er opmærksomme på, at mange beboere har ventet længe på en løsning, og vi vil løbende informere om udviklingen i projektet.

Midlertidig løsning i Musikkvarteret

HOFOR har derfor også fokus på at kortlægge, hvilke muligheder der er for midlertidigt at afhjælpe problemerne lokalt i Musikkvarteret. Det omfatter blandt andet, om der kan gives dispensation til at bruge nødpumpeløsninger, der kan pumpe regn- og spildevand til Kagsåen i tilfælde af oversvømmelser efter voldsomme regnmængder på kort tid. 

Tidsplan for projektet

Tidligere regnede vi med at være færdige i 2033. Det har vi nu udskudt tre år, så vi i stedet forventer at være færdige i 2036.

Spørgsmål og svar

Hvad skal borgerne i Musikkvarteret gøre af vandet, indtil en løsning er fundet?

Mulighederne for midlertidige tiltag i Musikkvarteret undersøges fortsat. Mulighederne vurderes i forhold til de gældende rammer og deres miljømæssige konsekvenser, og der er endnu ikke truffet beslutning om den videre indsats.

Opstiller I nødtoiletter og badefaciliteter til borgerne, når de ikke kan skylle ud?

Ifølge den gældende lovgivning må hverken HOFOR eller kommunen betale for at opsætte toiletvogne eller badefaciliteter. Nødløsninger skal ifølge loven organiseres og betales af borgerne selv. Men vi afklarer nu alternativer, herunder muligheden for, at der kan opnås midlertidige dispensationer til nødpumpeløsninger, så problemet løses ad den vej.

Var Musikkvarteret sikret med den løsning, der skulle komme i 2033?

Ja, kvarteret var sikret med den løsning. Kvarteret skal fortsat sikres op til en såkaldt 10 års-hændelse, hvilket vil sige en regnmængde, der er så stor, at den statistisk set kun vil forekomme én gang hvert 10. år.

Dette serviceniveau vil en kommende løsning også skulle overholde, selvom vi ikke kender løsningen endnu.

Hvorfor er der så mange oversvømmelser i netop Musikkvarteret?

Det skyldes, at det nuværende kloaksystem er underdimensioneret i forhold til de mange boliger og virksomheder, der findes i Musikkvarteret samt i oplandet nord for området, der leder regn- og spildevand igennem Musikkvarteret.

Samtidig ligger dele af Musikkvarteret meget lavt, og når der er højt tryk i kloaksystemet, presser vandet sig op af kloakkerne i netop de laveste dele af kvarteret, hvor der så kommer oversvømmelser.

Det er et stort projekt, hvad vil det betyde økonomisk for borgeren i Herlev? 

Løsningen på udfordringerne med oversvømmelser i Musikkvarteret er kompleks og vil kræve store investeringer, uanset hvilken løsning der vælges. Det gjorde sig også gældende for den løsning, vi nu er i gang med at genbesøge.

Det er for tidligt at sige noget om, hvilke konsekvenser en løsning vil have for borgerne i Herlev Kommune og i Musikkvarteret. Men Herlev Kommune og HOFOR vil have et skærpet fokus på økonomien.

Har det her nogen sammenhæng med planerne for det terrænnære grundvand? 

I et tillæg til Herlev Kommunes spildevandsplan er Musikkvarteret netop blevet udpeget som et område med terrænnært grundvand, som skal undersøges nærmere. HOFOR skal derfor nu beregne, om der er samfundsøkonomisk gevinst i at håndtere terrænnært grundvand for grundejere, inden vi kan gå videre med projektet om terrænært grundvand.

Er arbejdet med at finde en løsning i Musikkvarteret nu spildt?

Nej, det arbejde og de analyser, der hidtil er lavet, er ikke spildte. Den viden, vi allerede har, kan genbruges, når projektet skal gentænkes på en måde, der sikrer, at vandkvaliteten i Kagssøen og Kagsåen lever op til de miljøkrav, der gælder for vandmiljøet.

Kontakt 

Har du spørgsmål eller kommentarer til fornyelse af spildevandsystemet i Musikkvarteret i Herlev, er du velkommen til at kontakte projektledelsen via e-mail: Musikkvarteret@hofor.dk