Skjult FaceBook tracking ikon Oplev København og Øresund fra vores store udsigtsplatform - HOFOR

På toppen af Amagerværkets Blok 4 har vi en udsigtsplatform med en af byens bedste udsigter.

  • Åben: Fra 12-18 alle dage hele sommeren – fra 1. juni til 30. august.
  • Det er helt gratis, og du behøver ikke nogen speciel tilladelse.
  • Adresse: Vindmøllevej 48, 2300 S.

På platformen er der panoramaview ud over hele Storkøbenhavn og Øresund, hvor du kan se fra Klampenborg til Karlslunde og fra Albertslund til Amalienborg. For ikke at nævne hele det centrale København og brokvartererne med alle de smukke tårne og karakteristiske bygninger.

Besøgende har også mulighed for at kigge ud over Amagerværkets imponerende anlæg med havn, transportbånd og lagerbygninger.

Industriel poesi

Turen op til udsigtsplatformen er en oplevelse i sig selv. Du bevæger dig op gennem en skov af svævende træstammer, der omkranser værket og selve trappen.

På vejen op kan gæsterne kigge ind i værket gennem store vinduer og blive lidt klogere på, hvordan vi producerer fjernvarme.

Værket er designet af Gottlieb Paludan Architects, med lysdesign fra Speirs Major i London, og har vundet en række prestigefyldte designpriser i ind- og udland.

Læs om priser til Amagerværket

Vi gør den grønne omstilling synlig

Udsigtsplatformen er placeret på Amagerværkets Blok 4. Det er her, HOFOR producerer fjernvarme baseret på bæredygtig biomasse til 625.000 københavnere og 40.000 erhvervskunder.

Værkets facade består af små 8000 certificeret bæredygtige træstammer. Med dem synliggør værket gennem en kraftfuld og sanselig arkitektur HOFORs og Københavns Kommunes vision om en grønnere energiforsyning. Det er historien om skiftet fra fossilt kul til bæredygtig biomasse.