Følg med i HOFOR og energisituationen
Hold dig opdateret om den seneste udvikling her - og hvad den betyder for dig. Siden er senest opdateret den 23.01. 2023.

Forsyningen til dig, som er kunde i HOFOR
Som situationen ser ud nu, bliver vores forsyning til dig ikke direkte påvirket. Forsyningssituationen er normal for både vand, fjernvarme og bygas.
Energisituationen og priserne
Priserne på fjernvarme
- 2022 var præget af stigende priser og usikkerhed på energimarkederne.
- Prisen på fjernvarme for københavnerne steg 1. januar 2023 med syv pct. Der kan komme yderligere prisændringer i løbet af året, hvis energipriserne bevæger sig igen.
Priserne på bygas
- HOFOR hævede prisen på bygas pr 1. oktober 2022, og den pris blev fastholdt ved årsskiftet til 2023. Den 1. marts 2023 sænkede vi priserne igen. Bygas produceres bl.a. på biogas og naturgas, som begge er steget til et historisk højt niveau. Vi tjener ikke penge på vores forsyning, vi skal blot have dækket udgifterne til drift og udvikling.
- Vi anbefaler alle vore privatkunder med afregning efter forbrug til at skifte til Fastpris, der er billigere end Målt Forbrug. Som kunde vil du lige nu med et gennemsnitsforbrug kunne spare 525 kr. om året ved at skifte til Fastpris.
Sådan skifter du til Fastpris
Priserne på vand og spildevand
- Femte december 2022 meldte vi priser for 2023 ud på vand og spildevand - de holder sig generelt set stabilt.
Indefrysningsordning
Folketinget har vedtaget en såkaldt indefrysningsordning, som giver mulighed for at få en afdragsordning. Denne er dog ikke relevant for HOFORS kunder: Prisen for HOFORs fjernvarme ligger langt under det prisloft for ordningen, regeringen meldte ud den 23. september 2022. Det vil derfor, som det ser ud nu, ikke være muligt for dig som fjernvarmekunde at blive en del af ordningen. Indefrysningsordningen dækker heller ikke bygaskunder, men er begrænset til kunder, der benytter naturgas.
Hvad gør HOFOR for at sikre forsyningen
I HOFOR arbejder vi hver dag for, at vores kunder har vand i hanen og varme i rørene, og prisen for dine ydelser skal være så lav som muligt. Vi arbejder altid på at sikre forsyningen af fjernvarme og bygas og bygge lagre op. Vi har et moderne og yderst effektivt biomasse-fyret kraftværk (Amagerværket) og vi har arbejdet hårdt for at fylde vores lagre med biomasse.
Opfordring: Spar på energien
Vi skal stå sammen mod de stigende priser på energi og mangel på brændsler i Europa. Det gør vi nemmest, ved at spare så meget vi kan på varmen. Vent med at tænde dit fjernvarmeanlæg, hav ikke højere end 19 grader i stuerne, tag kortere varme bade og tag badet om aftenen. Al den varme, du sparer, kan vi forbruge senere, og din regning bliver mindre.