Her leverer HOFOR fjernvarme

HOFOR forsyner hele Københavns Kommune med fjernvarme og dækker ca. 98 % af varmebehovet i kommunen.

Fjernvarmen bliver brugt til opvarmning af huse, lejligheder, erhverv og varmt vand til badet og vandhanen. Størstedelen af fjernvarmen bliver produceret på kraftvarmeværker og affaldsforbrændingsanlæg.

Læs mere om, hvordan fjernvarmen produceres

Fordelingen af fjernvarmen

Fjernvarmen i København produceres enten som varmt vand eller damp. Fordelingen af fjernvarmen ud til københavnerne sker derfor i to separate systemer – et for varmt vand og et for damp. På kortet nedenfor kan du se, hvor vi leverer fjernvarme.

  Se kort over forsyningsområdet for fjernvarme

Dampsystemet

HOFOR ejer og driver hele dampsystemet, der i dag strækker sig over ca. 110 km. For at reducere varmetabet i fjernvarmesystemet og dermed spare på varmen, er HOFOR ved at omlægge hele dampsystemet, så der i 2021 kun vil være ét stort vandsystem.

Læs mere om omlægningen fra damp til vand

Vandsystemet

Vandsystemet består af et overordnet fjernvarmenet og et fordelingsnet, også kaldet henholdsvis transmissionsnet og distributionsnet. Transmissionsnettet leverer fjernvarmen fra produktionsværkerne ud til nogle veksler- og pumpestationer. I disse stationer ændres trykket af vandet til et lavere tryk og fjernvarmevandet pumpes videre ud i distributionsnettet, der fordeler fjernvarmen ud til hver enkelt københavner.

HOFOR ejer og driver distributionsnettet samt en række af veksler- og pumpestationerne i Københavns og Tårnby Kommune. Distributionsnettet strækker sig i dag over ca. 1300 km.

CTR (Central Kommunernes Transmissionsselskab) ejer og driver transmissionsnettet. CTR fordeler ikke kun fjernvarmen i transmissionsnettet i Københavns Kommune, men ejer og driver også transmissionsnettet i Frederiksberg, Gentofte, Gladsaxe og Tårnby Kommune.

Lavtemperatur-nettet

For at spare endnu mere på varmen i København, er en del af vandsystemet blevet omlagt til et lavtemperatur fjernvarmenet. Denne omlægning har reduceret varmetabet i vandsystemet samt givet en mere effektiv drift af produktionsanlæggene.

Varmelast.dk

Fjernvarmen i København bliver produceret på mange forskellige værker. Derfor, for at der bliver produceret den rigtige mængde fjernvarme i forhold til forbruget, samarbejder HOFOR med de andre fjernvarmeleverandører i Københavnsområdet i Varmelast.dk, om at fordele hvor og hvornår fjernvarmen skal produceres. Varmelast.dk sikrer således time for time, at ellen og fjernvarmen i Københavnsområdet produceres til de lavest mulige omkostninger.

Læs mere om varmelast på hjemmesiden ‘Varmelast.dk’



Print denne side