Skjult FaceBook tracking ikon Hvad gør jeg, hvis jeg ikke længere vil have gas? - HOFOR

Hvis du vil stoppe som bygaskunde, skal gasmåleren og det tilhørende udstyr tages ned.

Der er forskel på, hvad du skal gøre, og hvad det koster. Det afhænger nemlig af, om du bor i lejlighed eller hus.

Læs HOFORs vejledning til bygas i ejendommen

Hvis du bor i lejlighed

Ønsker du ikke længere at bruge gas i køkkenet, er der nogle ting, du skal undersøge.

Du skal sikre dig, at din boligforening tillader, at du fjerner gassen. Selvom du ikke længere vil bruge gas, skal stigestrengen typisk bevares, så der stadig kan leveres gas til fx din overbo. Stigestrengen er de lodrette gasrør, som går gennem lejligheden til din under- og overbo.

Du skal også sikre dig, at der er strøm nok i lejligheden. Vil du fx både have ovn på el, vaskemaskine og/eller tørretumbler, er det ikke sikkert, at der er strøm nok, hvis du fjerner gassen.

Måleren og udstyr skal tages ned. Her har du to muligheder:

  1. HOFOR kan mod betaling af et gebyr tage måleren ned og afproppe installationen. Vi fjerner ikke rørene, men sætter en pop i røret, hvor måleren sidder i dag. Derefter kan du selv fjerne komfuret og ledningerne mellem komfur og måler.
  2. Du kan også få en autoriseret VVS-installatør til at tage måleren ned. De kan nedtage måler, målerhane og rør og aflevere udstyret til os. I dette tilfælde skal du betale VVS-installatøren for arbejdet og derudover et gebyr til HOFOR for at indlevere måleren på vores målerlager. Dette gebyr bliver opkrævet i en regning.

Se vores priser og gebyrer for 2024

Hvis du bor i hus

Ønsker du ikke længere at bruge gas, er der nogle ting, du skal være opmærksom på.

Du skal sikre dig, at der er strøm nok i ejendommen. Vil du fx både have ovn på el, vaskemaskine og/eller tørretumbler, er det ikke sikkert, at der er strøm nok, hvis du fjerner gassen.

Der må ikke være gasstik i jorden, hvor der ikke er forbrug på. Det betyder, at hvis du ikke længere vil være gaskunde, så skal gasrøret graves fri og lukkes. Det kalder vi en fraskæring.

Se prisen for fraskæring af gasstikledning

Læs HOFORs leveringsbestemmelser for bygas

Når måleren er taget ned og vi har registreret det, vil vi sende dig et brev. I dette brev står der, at du er indforstået med, at gasstikket skal fraskæres. Du skal underskrive brevet og sende det til os. Når vi har modtaget brev med underskrift, går der typisk 5-7 uger, før vi fraskærer stikket. Vi skal nemlig indhente tilladelse til at grave mv. fra kommunen.

Du er velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål.