Skjult FaceBook tracking ikon Valby Skybrudstunnel | HOFOR

Valby Skybrudstunnel skal være med til at sikre byen mod oversvømmelser i forbindelse med skybrud. Tunnelen er én af flere hovedvandveje i Københavns og Frederiksberg Kommuners skybrudskonkretiseringsplan og skal kunne opsamle skybrudsvand fra Frederiksberg Vest og Valby og lede det videre ud i Kalveboderne via Enghave Kanal nær ved Valbyparken.

Tunnelen vil samtidig kunne fungere som en bassinledning (underjordisk opsamlingsbassin), der kan opbevare en meget stor mængde overløbsvand fra kloaksystemet, indtil vandet kan pumpes til rensningsanlægget. Derved bidrager den færdige tunnel til at reducere antallet af såkaldte overløbshændelser, hvor urenset vand ledes ud til Kalveboderne, fra ca. 5 gange om året til under 1 gang om året.

Strækning

Valby Skybrudstunnel skal anlægges fra F.L. Smidths parkeringsplads ved Høffdingsvej/Ramsingsvej under Grønttorvet, MCDonalds ved Blushøjvej, Valby Idrætspark, Valbyparken, Musikbyen og ud til i Kalveboderne via Enghave Kanal.

 Her kommer Valby Skybrudstunnel til at ligge
Her kommer Valby Skybrudstunnel til at ligge.

Tidsplan

Byggeriet af tunnelen forventes at begynde i 2023, og tunnelen forventes at stå færdig i 2028. Inden anlægsarbejdet går i gang, undersøger HOFOR og Frederiksberg Forsyning bl.a. miljøforhold, geotekniske forhold og den eksisterende infrastruktur i området – fx vand- og varmerør m.v. Desuden skal vi afdække risici og indhente de nødvendige tilladelser til byggeriet.

Projektets konsekvenser for miljøet undersøges

HOFOR og Frederiksberg Forsyning har i oktober 2020 indledt en miljøvurderingsproces (VVM) af Valby Skybrudstunnel. Processen vil munde ud i en miljøkonsekvensrapport, der beskriver, om projektet kan få væsentlig indvirkning på miljøet, og hvad projektet i så fald vil gøre for at afbøde denne indvirkning . Københavns Kommune er myndighed på projektets VVM, og skal på baggrund af miljøkonsekvensrapporten give en VVM-tilladelse til projektet. Den samlede miljøvurderingsproces inklusive div. offentlige høringer forventes at være afsluttet i maj 2022.

Dimensioner

Tunnelen bliver ca. 2,8 km lang, og rørene bliver 3,4 meter i indvendig diameter og kommer til at ligge 15-20 meter nede i undergrunden. Der etableres i alt fire skakte til borearbejdet. Skybrudstunnellen kobles til kloakken via underjordiske tilslutningsbygværker, der anlægges som en del af projektet.


Når skybrudstunnelen er færdig, vil der være meget få tegn på den i omgivelserne i form af dæksler i veje eller pladser.

Anvendelse

Tunnelen skal kunne tages i brug som skybrudstunnel, når der står vand på terræn i området. Statistiske beregninger viser, at det vil ske ca. to-tre gange hvert årti. I fremtiden kan vi dog forvente flere kraftige regnbyger og skybrud, så om 100 år vil det ske ca. syv gange pr. årti.

Tunnelen skal også fungere som bassinledning, der understøtter kloaknettet generelt og bidrager til, at overløb til Kalveboderne reduceres.

Bygherrer

Etableringen af Valby Skybrudstunnel sker i et samarbejde mellem København og Frederiksberg kommuner og disses forsyningsselskaber HOFOR og Frederiksberg Forsyning. Arbejdet sker i regi af den såkaldte fire-parts samarbejdsaftale, som skaber synergi og sammenhæng mellem klimatilpasningsløsningerne i København og på Frederiksberg.

Rådgivere

NIRAS er rådgiver på opgaven og løser den sammen med underrådgivere fra Danmark, England og Tyskland.

Budget

Anlægsbudgettet for Valby Skybrudstunnel er ca. 600 mio. kroner.

Kontakt

Hvis du har spørgsmål til Valby Skybrudstunnel, er du velkommen til at kontakte projektledelsen.
val@hofor.dk

HOFOR
Mads Dalgaard, projektleder
2795 4457

Michael Jansson, viceprojektleder
tel: 2795 4370

Frederiksberg Forsyning
Mikael Koopmann, projektleder
3818 5000,
www.frb-forsyning.dk/valbyskybrudstunnel