21.02.2024
HOFOR ser potentielt godt nyt for beskyttelsen af det danske grundvand i de foreløbige oplysninger om Svarer-udvalgets modeller til en CO2-afgift på landbruget, som blev fremlagt onsdag. Hvis regeringens Grøn Trepart forhandlinger følger modellerne, vil det betyde 250.000 hektar ny skov, som både kan beskytte grundvandet og sikre flere træer til at suge CO2 ud af atmosfæren.
HOFOR bemærker også, at Svarer-udvalget foreslår pyrolyse som en af de teknologier, der kan være en mulig vej til at nedbringe landbrugets CO2-udslip. Pyrolyse er en ny teknologi, der ikke er erfaringer med i stor skala.
”I HOFOR arbejdes der intensivt med tiltag, der nedbringer CO2-udslippet, og pyrolyse kan være en vej til yderligere CO2-reduktioner. Pyrolyse er ny teknologi, som HOFOR ikke selv har undersøgt effekten af. Derfor er det vigtigt, at de almindelige miljøgodkendelser af teknologien laves, før teknologien tages i brug i fuld skala.”
Et pyrolyseanlæg kan ved høje temperaturer omdanne landbrugets overskudshalm og restfibre fra biogas til varme og biobrændstoffer, som kan bruges i den grønne omstilling. Pyrolyseprocessen giver et restprodukt, hvor op til 50% af biomassens kulstof bindes i biokul, så den ikke ender i atmosfæren. Biokullet kan for eksempel efterfølgende pløjes ned på landbrugsjorde. Det forhindrer, at CO2 fra biomassen løber tilbage til atmosfæren. Når biokullet bliver pløjet ned på landbrugsjorde, er det vigtigt, at det ikke rummer potentielle risici for grundvandsressourcen, som i forvejen er udfordret i Danmark.
”Hvis restproduktet, som biokul, skal spredes på marker eller deponeres, er det vigtigt, at beskyttelse af grundvandet tænkes ind.” siger den adm. direktør for Danmarks største forsyningsselskab HOFOR, Henrik Plougmann Olsen.
HOFOR vil bruge den kommende tid på at nærlæse Svarer-udvalgets gennemarbejdede forslag og give eventuelle kommentarer videre til de relevante myndigheder og Grøn Trepart.
HOFOR og grundvandet
HOFOR arbejder for at beskytte grundvandet ved at lave aftaler med jordejere om ikke at bruge pesticider.
Flere steder er HOFOR også med til at opkøbe jord, så vi sikrer, at der ikke siver uønskede stoffer ned til grundvandet. Dette arbejde foregår i tæt samarbejde med Naturstyrelsen, kommunerne og private organisationer og fonde.
Læs mere på Sådan beskytter vi drikkevandet – HOFOR