Aflandshage Vindmøllepark, som efter planen vil levere grøn strøm svarende til 300.000 husstandes forbrug, bliver etableret af HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab. HOFOR står også bag de geofysiske og geotekniske undersøgelser, som sker fra januar og til og med maj måned.
Undersøgelserne bliver foretaget fra forskellige skibe, og formålet er at registrere, hvor dybt havbunden ligger, hvad der ligger på havbunden, og hvad havbunden består af.
Først vil vindmølleområdet blive undersøgt, og fra februar undersøger vi også korridoren, hvor kablerne skal trækkes fra vindmøllerne ind til land ved Avedøreværket.
Tjekker for historiske fund og bomber fra krigen
Undersøgelserne skal også vise, om der ligger noget gemt under havbunden. Det kan for eksempel være bomber fra 1. eller 2. verdenskrig, som ikke er detoneret, og som derfor skal undersøges og fjernes af Forsvaret.
Det kan også være ting, som har historisk eller kulturel interesse. I så fald bliver de undersøgt af geologer og marinarkæologer fra Vikingeskibsmuseet, som vil sende dykkere ned, hvis der ligger noget interessant gemt i havbunden på kritiske steder.
I første omgang bliver undersøgelserne lavet med skibet Geo Ocean IV og fra næste uge også skibet Geosurveyor X – senere med andre skibe. Man kan allerede nu spotte Geo Ocean IV i Øresund og Køge Bugt. Ligesom man kan følge skibet på hjemmesiden marinetraffic.com .
”I forbindelse med undersøgelserne trækker et af skibene udstyr sig. Derfor bør man holde afstand til skibene, så man ikke risikerer at komme i nærkontakt med udstyret. Vi har derfor også informeret fiskere og havne langs Øresund og Køge Bugt om, at vi laver undersøgelser”, siger Stig Balduin Andersen, projektchef i HOFOR.
Måler støj for at tage hensyn til dyreliv
HOFOR måler støjen under arbejdet for at blive klogere til fremtidige undersøgelser.
”Udstyret, som vi anvender til vores havbundsundersøgelser, udsender lyde, som kan genere især havpattedyr og fisk, hvis de er for tæt på. Derfor foretager vi alle vores undersøgelser med en såkaldt ’soft-start’, hvor udsendelsen af lyd øges langsomt. På den måde skræmmer vi fisk og havpattedyr væk, så de ikke bliver påvirket af lydbølgerne”, siger Stig Balduin Andersen.
Forskelligt udstyr udsender lyd i forskellige frekvenser og i forskellige lydstyrker. For at øge kendskabet til, hvor langt væk udstyret reelt påvirker, sætter HOFOR gang i en undersøgelse, som måler frekvens og lydstyrke ved de forskellige metoder – for at tage hensyn til dyrelivet, mens undersøgelser står på, men også for at få blive klogere til fremtidige undersøgelser.