31.08.2015
Naturen er fuld af nytteinsekter. De kan hjælpe dig med holde de insekter nede, der skader dine planter. Ved at lokke nytteinsekterne til at slå sig ned i din have, kan du opbygge en effektiv hær af hjælpere. Disse hjælpere har, i løbet af et par år, skaffet dig af med de mange små plageånder.
Opskriften er enkel:
- Drop al sprøjtegift i haven. Det slår alle de nyttige insekter ihjel, der ellers vil æde de skadelige. Hvis nytteinsekterne forsvinder fra din have, gør fuglene også.
- Dyrk forskellige planter, så tiltrækker du nemlig mange slags nytteinsekter. Nogle krydderurter, blomster og bærbuske tiltrækker særligt nytteinsekter. Undersøg evt. hvilke planter der kan lokke de nyttige insekter og fugle til. Brug de mørke vintermåneder til at gå på jagt i havebøger og på nettet.
- Vær tålmodig! Din have har brug for et par år til at finde balancen når du holder op med at sprøjte. I nogle perioder kan skadeinsekterne få lidt for godt fat, før du har fået mobiliseret nok nytteinsekter til at holde dem nede. I sidste ende vil du spare både tid og penge på bekæmpelsen.