HOFOR leverer fjernkøling til erhvervskunder og offentlige bygninger i København som et attraktivt alternativ til lokalt placerede køleanlæg. Informationen på denne side kan blandt andet anvendes til beregning af, hvor meget kuldioxid (CO2) anvendelsen af fjernkøling medfører.

HOFOR Fjernkøling har etableret flere kølecentraler, som er tilkoblet et fælles forsyningsnet. Gennem dette net sikres kunderne køling, som anvendes til blandt andet regulering af indeklima (aircondition) og køling af servere og produktionsanlæg.

Fjernkøling produceres på baggrund af frikøling (havvand eller luft) og elektricitet (el). Om vinteren anvendes frikøling i det omfang, det er muligt – dvs. når havvandet eller luften er koldt nok til at nedkøle fjernkølevandet til den ønskede temperatur. Ved frikøling bruges der kun el til distribution af fjernkølevandet samt cirkulation af havvand (eller til ventilator ved luft frikøling). Når frikøling ikke er tilstrækkeligt, anvendes der desuden el til at drive kølemaskinernes kompressorer.

I efteråret 2024 indviede HOFOR en ny varmepumpe i Tietgensgade i et samarbejde mellem HOFOR Fjernvarme og HOFOR Fjernkøling. Hermed kan energi fra fjernkølingen anvendes til fjernvarmeforsyning. Koblingen mellem 3 energisystemer – køling, varme og frikøling giver mulighed for et effektivt sammenspil.

Læs mere om vores store varmepumper

Beskrivelse af miljødeklaration 2024

Miljødeklarationen viser, hvor meget kuldioxid (CO2) og kuldioxid-ækvivalenter (CO2e), svovldioxid (SO2) og kvælstofilter (NOx), som udledes i atmosfæren for hver forbrugt kilowatt-time (kWh) fjernkøling. Derudover angives den CO2-neutrale andel vedrørende fjernkøling. Bemærk, at miljødeklarationen kun er gældende for forbrugerne tilsluttet HOFOR Fjernkøling. I Tabel 1 ses værdierne som udgør miljødeklarationen for fjernkøling 2024.

EmissionMåleenhed2024
CO2g/kWhkøl11,17
CO2eg/kWhkøl11,57
SO2g/kWhkøl0,004
NOxg/kWhkøl0,037
CO2-neutral andel%97,19
Tabel 1: Miljødeklaration for fjernkøling

Udviklingen i miljødeklarationen

Udviklingen i HOFOR Fjernkølings CO2 -udledning per kWhkøl de seneste år følger en faldende tendens. Et stort fokus på energieffektivitet har betydet, at elforbruget per kWhkøl er mindsket med årene i takt med, at effektiviteten i køleproduktionen stiger. Dermed påvirkes miljødeklarationen for fjernkøling både af disse effektivitetsforbedringer, samt af Energinets miljødeklaration for den el der forbruges til køleproduktionen.

Beregningsgrundlag

Miljødeklaration for fjernkøling bliver beregnet i januar måned. Der anvendes Energinets foreløbige miljødeklaration per kommune for København efter 200%-metoden. Der er medregnet elnettab for distributions- og transmissionsnettet.

Bemærk Energinets miljødeklaration per kommune blev første gang publiceret december 2023 – derfor skal der tages forbehold for dette ved sammenligning med tidligere år. Fjernkølings offentliggjorte miljødeklaration inkluderer både køleproduktion og distribution ud til kunderne.