Mød HOFORS medarbejdere: Maibrit Gjørup, ingeniør og byggeleder
“Meget af mit ingeniørarbejde ligger under asfalten og er derfor lidt svært at vise frem. Men det gør mig ikke mindre stolt, for det har stor betydning for byen og alle, der bor der,” siger Maibrit Gjørup, som er uddannet ingeniør og nu er byggeleder i HOFOR.
“Prøver kræfter med forskellige forsyningstyper og udvikler sig undervejs”
“En af HOFORs store styrker er, at man inden for samme virksomhed har mulighed for at prøve kræfter med forskellige forsyningstyper og arbejdsområder og udvikle sig undervejs.
Jeg har arbejdet med flere forskellige forsyningstyper i løbet af min tid i HOFOR. Tidligere har jeg været med til at omlægge fjernvarmen fra damp til varmt vand, og nu er jeg byggeleder på en af vores store skybrudstunneller. I fjernvarmen arbejdede jeg med gravearbejder i indre by, hvor arbejdet i høj grad bestod af koordinering og planlægning, mens arbejdet som byggeleder på skybrudstunnellen er mere teknisk komplekst, og hvor jeg i højere grad har brug for min ingeniørbaggrund.”