Flere danske kommuner arbejder for, at plejehjem, skoler og andre kommunale bygninger kan blive selvforsynende med grøn strøm ved hjælp af solceller på taget.

I hovedstadsområdet, hvor pladsen er knap, har flere kommuner ambitioner om at etablere solceller på tage, der kan dække bygningernes elforbrug med lokal, grøn strøm.

Derfor tog HOFOR i 2024 initiativ til et samarbejde mellem 12 hovedstadskommuner og Region Hovedstaden. Ambitionen var at skabe et fælles grundlag for etablering af solceller på kommunale tage – både i form af afklaring på en række økonomiske og juridiske spørgsmål og gennem oprettelsen af et fælles selskab som ville give kommunerne mulighed for at imødekomme kravet om selskabsudskillelse uden at skulle oprette et særskilt selskab for hvert enkelt solcelleanlæg.

Med ”Aftale om udbygning af sol og vind på land 2025” er der imidlertid lagt op til en regelforenkling, så kommuner og regioner fremover kan varetage produktion, forbrug og lagring af elektricitet fra solcelleanlæg på egne bygninger og samplacerede batterier uden krav om selskabsudskillelse – og uden at skulle indberette og modregne økonomiske besparelser herfra. Kommuner og regioner vil herefter også kunne spare elafgift af deres direkte egetforbrug fra sådanne anlæg.

Lovforslaget har været i høring og forventes fremsat i Folketinget i februar 2026. Reglerne forventes at træde i kraft 1. maj 2026, og det vil i praksis betyde, at kommunerne får mulighed for at drive solcelleanlæg inden for den kommunale forvaltning.

Arbejdet med at etablere et fælles selskab er derfor afsluttet, mens samarbejdet og erfaringsudvekslingen fortsætter i kommunalt regi.