Hørup Skov er et grønt åndehul
Hørup Skov er et skovrejsningsprojekt, der etableres syd og vest for Slangerup, og som har til formål at beskytte grundvandet mod forurening og skabe et attraktivt naturområde med plads til friluftsliv.
Naturens eget vandfilter
Skovrejsning spiller en afgørende rolle i beskyttelsen af vores drikkevand. Træernes rødder fungerer som naturlige filtre, der effektivt fjerner forurenende stoffer fra grundvandet og dermed sikrer, at vores drikkevand forbliver rent og sikkert. Desuden vil skovene være med til at forhindre forurening, da der ikke anvendes pesticider, gødning og andre skadelige stoffer i skovrejsningsområder.
Udover at bidrage til beskyttelsen af drikkevandet, bliver Hørup Skov også et grønt åndehul for de lokale, med masser af natur. I skoven vil der blive anlagt stier, grillpladser samt et indhegnet område til hunde.
Lokale er med til at præge, hvordan området udvikler sig, så det tager hensyn til både naturen og dem, der bruger skoven til friluftsliv.
Om projektet
Samarbejdspartnere: Naturstyrelsen, Slangerup Grundvandssamarbejde, Frederikssund Kommune og HOFOR A/S
Projektstart: I 2003 indgik Naturstyrelsen og HOFOR A/S (dengang Københavns Energi) og Slangerup Kommune en aftale om skovrejsning i et projektområde på cirka 425 ha.
Projektindhold: Skoven vil på sigt blive ca. 503 hektar med udvidelse senest med en tillægsaftale i 2023. Der er indtil 2025 erhvervet i alt 158 ha.
Målsætningen er, at der kommer mindst 80% løvtræer - mest eg og bøg. Desuden plantes der nåletræer af hensyn til variation, produktion og dyreliv.
Hørup Kildeplads centralt i skoven kan indvinde 2,5 mio. kubikmeter grundvand, der kan forsyne 62.500 personer med rent drikkevand. Sydøst for projektområdet er yderligere 12 ha., som Grundvandssamarbejdet Slangerup ønsker at rejse skov på.

Læs mere om vores kildepladser
