Renovering af Svenstrup Kildeplads
HOFOR renoverer Svenstrup Kildeplads nær Borup fra juni 2025 - januar 2026.
HOFOR indvinder drikkevand til Regnemark Vandværk fra en række grundvandsboringer på Svenstrup Kildeplads, der ligger ca. 3 km syd for Borup.
Indvindingsboringerne på Svenstrup Kildeplads er allerede etableret. Og nu skal HOFOR renovere og forbedre hele kildepladsen. Det indebærer, at vi blandt andet skal udskifte og renovere de langsgående, underjordiske vandrør på kildepladsen og videre østpå langs Regnemarks Bakke. Dette arbejde foregår under jorden, hvorved man kan nøjes med at grave arbejdshuller for ca. hver 200 meter.
Desuden skal vi opføre fem boringshuse over boringerne og prøveudtag, samt sløjfe to underjordiske bygværker. Til sidst trækker vi også en ny vandledning østpå for at kunne lede vandet sikkert videre til Regnemark Vandværk.
Tidsplan
Den største og mest pladskrævende del af arbejdet vil foregå i kildepladsens vestlige ende på adressen ”Ved Kildepladsen” fra juni - september. I denne periode renoverer vi primært vandrør og opfører boringshuse
Herefter skal vi fra juli – september sløjfe to underjordiske bygværker, et på Svenstrup Kildeplads, og et der ligger midtvejs på Regnemarks Bakke.
Til sidst skal vi trække en nyt vandrør på strækningen langs Regnemarks Bakke og videre mod øst samt foretage en række mindre tilpasningsarbejder. Dette sker frem til januar 2026.

Forklaring til kortet:
- Vi etablerer en større skurvogns- og materialeplads i den vestligste ende (G1- G4 på kortet).
- Vi etablerer ca. 23 mindre arbejdspladser på op til 10x20 meter langs hele strækningen, hvor vi graver huller til såkaldt styret underboring (G1- G23 på kortet)
- Vi etablerer 5 små ”boringshuse”. På selve kildepladsarealet etableres de fire af dem, mens det femte hus etableres på det østligste punkt på ledningstracéet ved G23.
Hvordan påvirker arbejdet omgivelserne?
Vi forventer ikke, at arbejdet medfører væsentlige gener for omgivelserne. Man vil dog kunne lægge mærke til os på følgende måde:
- Vi bliver synlige i landskabet med de 23 mindre arbejdspladser (G1-G23)
- Vi arbejder hvert sted i perioder af 1-2 ugers varighed, hvor arbejdet støjer ca. som en lastbil i tomgang.
- Arbejdet foregår i dagtimerne (kl. 7.00- 17.00) på hverdage.
- I kortere perioder vil der være tilkørsel af 2-3 lastbiler til området per dag.
- Ved sløjfningen af det underjordiske bygværk på Regnemarks Bakke vil vejen blive spærret af i op til 2 uger. Dette vil blive annonceret via nabobreve og skilte.
Har du spørgsmål eller kommentarer til projektet, er du meget velkommen til at kontakte projektleder Jesper Saxtoft i HOFOR på tlf. 3395 3395, eller på mail: jessax@hofor.dk

Læs mere om vores kildepladser
