Stor varmepumpe i Sundkrogsgade 

Tre forsyninger bliver samlet ved Kranparken i Nordhavn, hvor HOFOR installerer en stor varmepumpe i ny energicentral.  

Den store varmepumpe på 24 MW vil kunne forsyne omkring 12.500 københavnske husstande med varme og varmt vand i hanen.  

Bygningen, som HOFOR opførte i 2023, rummer allerede et fjernkølingsanlæg og en spildevandspumpe – så et bredt spektrum af forsyninger bliver samlet under ét tag. Det sparer plads og giver bedre mulighed for at nyde Kranparken, der omgiver den nye energicentral, og den nærliggende havnefront. 

Mere fjernvarme på strøm fra vind og sol  

Varmepumpen skal udnytte varmeenergien i havvandet fra Kalkbrænderiløbet som ligger lige ved Energicentralen. Denne varmeenergi bliver ’forstærket’ af varmepumpen ved brug af strøm fra fx vindmøller og solceller.  

Det gør varmepumpen til et vigtigt skridt på vejen hen mod en mere strømbaseret varmeforsyning i hovedstaden, der bruger mindre biomasse og udleder mindre CO2. 


Fjernkøling og spildevand under samme tag 

Energicentralen rummer flere funktioner. Siden 2023 er der produceret fjernkøling i bygningen. Fjernkøling kan anvendes til fx servere eller af virksomheder eller bygningsejere, der gerne vil have et konkurrencedygtig og pladsbesparende alternativ til lokale klimaanlæg.  

I bunden af Energicentralen har HOFOR desuden bygget en ny pumpestation. Den sørger for at sende spildevand fra de mange nye kontorer, hoteller og boliger i Nordhavn til Lynetten Renseanlæg. 

Arbejdet i foråret 2026 går ud på at etablere et havvandskammer ved Stubbeløbsgade, hvor havvand i fremtiden skal pumpes ind til varmepumpen. Den bliver fra efteråret 2026 installeret i den eksisterende energicentral, som HOFOR har opført. Det vil særligt være arbejdet med at etablere havvandskammeret, som vil være synligt og påvirke naboerne i form af fx støj og adgangsforhold. 



Tidsplan for arbejdet  

De indledende arbejder med udgravning til et havvandskammer, hvor havvand filtreres og suges ind til varmepumpen, begynder i foråret 2026.  

Derefter skal der lægges et cirka 2 km langt elkabel gennem Nordhavn, så varmepumpen kan få strøm fra en transformerstation på Oceanvej.  

Fra efteråret 2026 starter selve installationen af varmepumpen i den eksisterende bygning. Planen er, at varmepumpen skal i drift i løbet af vinteren 2027/2028. 

Naboer vil især blive påvirket af arbejdet, mens havvandskammeret bliver etableret. Det vil have indflydelse på trafikafviklingen i Stubbeløbsgade og langs havnefronten dertil.  

Brugere af Kranparken vil også opleve udgravninger ud for enderne af Energicentralen, for at elkabel og havvandsrør kan blive etableret.


Bliv opdateret på arbejdet og dets påvirkning 

Hvis du er nabo, trafikant i området eller bare har en almindelig interesse i, hvad vi laver, kan du tilmelde dig nyhedsbrevet for varmepumpeprojektet i Sundkrogsgade. Så vil vi løbende informere, når der er nyt om arbejdet og påvirkningen på lokalområdet.

Du tilmelder dig nyhedsbrevet ved at udfylde denne formular:

Kontakt 

Hvis du har spørgsmål eller behov for mere information, er du velkommen til at skrive til HOFOR på mailadressen sundkrogsgadevp@hofor.dk