Sådan producerer vi drikkevandet
HOFOR har pligt til at sikre, at der er vand nok til alle hele året. Også under tørke, ved nedbrud på et vandværk, ved en planlagt renovering eller lignende.
Vi skal ikke blot kunne levere den mængde drikkevand, som borgere og virksomheder forventes at bruge i alt på et år. For at sikre forsyningen hele året rundt skal vi kunne levere op til 30% mere - det, man kalder en forsyningsbuffer.
Det kan sammenlignes med privatøkonomi, hvor det er fornuftigt at have en forsikring, hvis bilen pludselig går i stykker.
Drikkevandet til vores en million vandkunder hentes fra et stort område, der strækker sig helt fra Hillerød til Ringsted og Køge.
Vandet pumpes op fra 48 kildepladser og ledes videre til vores otte store vandværker. Mange af disse vandværker ligger i kommuner med egen lokale vandforsyning, og modtager derfor ikke vand fra HOFOR.
Læs mere om vores kildepladser
Det grundvand, vi pumper op, er af så god kvalitet, at det kun kræver en meget simpel behandling, før det kan sendes ud som drikkevand til borgere i hovedstadsområdet.
På vandværkerne iltes vandet først, og derefter filtreres det gennem mikrobiologiske sandfiltre. Denne proces fjerner stoffer som svovlbrinte, methan, jern og mangan og mindsker indholdet af næringsstoffer som ammonium.
Derudover er vi i gang med at bygge nye og modernisere eksisterende vandværker, der blandt andet skal gøre vandet blødere. Det blødere vand giver mindre kalk i brusekabinen og længere levetid for både elkedler og vaskemaskiner.
Sådan fungerer vores vandværker
Vi har både ældre og nyere vandværker:
- På de ældre vandværker iltes vandet på en iltningstrappe, gennem en åben rislebakke eller en lukket rislekolonne. Derefter filtreres det gennem sandfiltre og opbevares i en underjordisk rentvandsbeholder i beton, før det pumpes videre til kunderne.
- På de nyere vandværker behandles vandet i lukkede systemer med iltning i specielle beholdere med bundbeluftning eller gennem lukkede rislekolonner. Derefter filtreres vandet gennem mikrobiologisk aktive tryk-sandfiltre og opbevares i store ståltanke, før det pumpes videre til kunderne.
- På de lokale vandværker i Brøndby, Dragør og St. Magleby bestråles vandet med UV-lys som en ekstra sikkerhed, før det sendes ud til kunderne. I Marbjerg anvender vi også UV-behandling, hvis det vurderes nødvendigt og godkendes af myndighederne.