17.10.2025
Vi er nødt til at hæve prisen med tre procent til november for at sikre en fortsat balance mellem indtægter og udgifter. Temperaturen har i år være langt højere end forventet, og det betyder, at vi ikke får de samme indtægter. Men omkostningerne til at vedligeholde rør og levere varmen er de samme, og derfor bliver prisen reguleret.

Det er stadig smålunt i efterårsvejret, og det fortsætter ifølge DMI. Forventningerne til vinteren er nemlig, at vejret vil være lige så mildt som i 2025, så københavnerne bruger mindre varme.
Når vi leverer varme, er prisen nøje udregnet, så den dækker de udgifter, der er til at vedligeholde hele fjernvarmesystemet. Udgifterne har ikke ændret sig udover inflationen, men indtægterne er lavere, når der bliver brugt mindre varme.
Normalt vil vi justere prisen ved årsskiftet, men i år gør vi det lidt tidligere for at undgå at opbygge et underskud, som vi så skal indhente senere.
Prisen stiger – men ikke nødvendigvis regningen
Hvis man kigger på 2025 alene, så betyder prisstigningen, at bor du i en typisk københavner-lejlighed på 80 kvadratmeter skal du betale omtrent 60 kroner mere i år for varmen, mens en gennemsnits husejer skal af med 130 kroner mere i runde tal. Altså for hele år 2025.
Den nye pris forventer vi fortsætter ind i 2026, og stigningen på de tre procent betyder, at bor du i lejlighed skal du af med 200 kroner mere for et år med varme og varmt vand, og bor du i hus vil prisen stige med omkring 460 kroner.
Men selvom prisen stiger, så kan det godt være, at regningen for varme er den samme eller lavere. Det skyldes, at vi forventer, at der vil blive brugt mindre varme og det trækker ned i den samlede regning for den enkelte kunde.
Fakta
- Prisen stiger med tre procent 1. november 2025.
- Seneste ændring var 1. januar 2025, hvor prisen også steg med tre procent.
- Den nye pris betyder, at det koster 200 kr. mere for et år med varme og varmt vand, hvis du bor i lejlighed og 460 kr. mere årligt for en husejer.
- Der kan blive justeret yderligere på prisen i 2026, hvis noget ændrer sig – tidligere har priserne på det internationale energimarked eksempelvis betydet fald eller stigning i priser.