11 timer siden
Når vandværker renser drikkevand for stoffer, der giver dårlig smag, lugt og farve, opstår der rustrødt slam. Normalt bliver det kørt væk og deponeret. En dyr løsning, der også belaster miljøet.
HOFOR og en række samarbejdspartnere vil derfor undersøge, om slammet i stedet kan bruges som en ingrediens i produktionen af biogas. Hvis det viser sig at være muligt, kan noget, der i dag betragtes som affald, blive til en ressource.
Hvorfor er slammet interessant?
Det såkaldte okkerslam indeholder naturligt jern. Og jern kan hjælpe biogasanlæg med at fjerne skadelige svovlgasser, som dannes under produktionen.
I dag bruger biogasanlæggene kunstigt fremstillede kemikalier til opgaven. De udleder CO₂, når de bliver produceret. Hvis man i stedet kan bruge det naturlige jern fra okkerslammet, kan man både skåne miljøet og spare på produktionen af nye kemikalier.
Projektleder Anne Holm fra HOFOR forklarer:
“HOFOR og de andre vandselskaber i Danmark producerer mere end 6.400 tons okkerslam hvert år. I øjeblikket bliver to tredjedele kørt på deponi til gene for naturen og med markante økonomiske omkostninger. Vi vil undersøge, hvordan vi kan udnytte de mange tons slam ved i stedet at køre dem til et anlæg, hvor stofferne i slammet kan udnyttes til gavnlige formål. ”

Projektleder Anne Holm viser en prøve på okkerslam, som primært består af jernoxider, der giver den rustrøde farve. Det indeholder desuden en række forskellige andre metaller, næringsstoffer og spormetaller.
Arbejder løbende med at udnytte ressourcer bedre
HOFOR leverer blandt andet drikkevand og håndterer spildevand for over en million mennesker i hovedstadsområdet, og HOFOR arbejder løbende på at sænke brugen af nye materialer, mindske spild og genbruge, hvor det er muligt.
Vores samarbejdspartnere
Parterne bag projektet er - udover HOFOR - VandCenter Syd, Frederiksberg Forsyning, Fremsyn, der er eksperter i produktion af biogas, og ingeniørvirksomheden Krüger, der skaber løsninger inden for vandteknologi.

