6 timer siden
HOFORs drikkevand overholder nye anbefalinger om nitrat
DR har for nylig sat fokus på nitrat i drikkevandet, da en ekspertgruppe forbinder det med tyk- og endetarmskræft. Indholdet af nitrat i HOFORs drikkevand i alle otte kommuner overholder alle kvalitetskrav.
En ekspertgruppe, som er nedsat af Miljøministeriet, anbefaler, at grænseværdien for nitrat i drikkevandet sænkes fra 50 milligram per liter til 6 milligram per liter. Ved at sænke indholdet af nitrat i drikkevandet vil man, ifølge ekspertgruppen, kunne nedbringe antallet af tilfælde af tyk- og endetarmskræft.
“Nitratindholdet i drikkevandet fra alle HOFORs vandværker målt over de senere år varierer fra 1 milligram per liter til 5 milligram per liter. Det er under det niveau på 6 milligram, som eksperterne anbefaler,” konstaterer sektionsleder i HOFOR Ann-Katrin Pedersen og fortæller, at HOFOR tester vandet fra vandværkerne for nitratindhold mindst fire gange om året.
Hos HOFOR sikrer vi løbende vandkvaliteten gennem prøvetagning i hele vandforsyningskæden fra grundvandsboring gennem vandværk, i ledningsnet og hos forbrugerne.
Se drikkevandets kvalitet i din kommune her - her finder du rapporter over kvaliteten af vandet fra HOFORs vandværker og du kan blandt andet se målingerne for nitrat.
Vi overvåger dit drikkevand
Drikkevandet i hovedstadsområdet indeholder naturligt både forbindelser af forskellige grundstoffer og små mængder naturligt forekommende bakterier, som ikke er farlige. HOFOR overvåger vandkvaliteten nøje og tester vandet flere gange om ugen i de otte kommuner, hvor vi leverer vand.


