Byggemodning - en guide til samarbejde for udviklere
Skal du til at udvikle en ejendom, hvor der skal etableres fx fjernvarme, vand eller spildevand til dit nye byggeri? Så er det en god idé at tage fat i HOFOR på et tidligt tidspunkt i din planlægningsproces.
Hvornår er det relevant at inddrage HOFOR?
Ved udvikling af ejendomme skal der stort set altid byggemodnes.
Når du som udvikler står overfor et projekt, hvor du skal bygge nye boliger - og der i den forbindelse skal ske udstykning til nye ejendomme – er det relevant at kontakte os.
Hvorfor er det relevant at inddrage HOFOR?
Vi har først pligt til at forsyne en ejendom med vand, varme og spildevand, når der er sket udstykning. Vi oplever dog ofte, at takten i udviklingsprojekter sædvanligvis er sådan, at der først opføres bygninger og derefter udstykkes i nye matrikler.
Hvis vi skal være behjælpelig med byggemodning før der er sket udstykning, kræver det derfor, at der bliver indgået en aftale herom. Dette kalder vi en ”byggemodningsaftale”.
Med en byggemodningsaftale tilbyder vi en løsning, hvor forsyningsledninger kan etableres samtidig med den resterende byggemodning på ejendomme – og før udstykningen sker.
Byggemodningsaftalen bygger på princippet om at ”udvikler bygger – HOFOR betaler.”
Hvad indebærer byggemodningsaftalen?
Byggemodningsaftalen indebærer følgende:
- Udvikler overtager opgaven med at anlægge forsyningsledningerne (projektering, udbud, udførelse, sikring mv.), hvorefter forsyningsledningerne overdrages til os, der fremadrettet ejer, drifter og vedligeholder disse.
- Vi dækker løbende udviklers faktiske omkostninger til projektering, etablering og sikring af forsyningsledningerne fra tidspunktet for indgåelsen af byggemodningsaftalen.
- Med byggemodningsaftalen opnår vi det fornødne retlige grundlag til at føre tidlig dialog med udvikler.
- Både udvikler og HOFOR er med byggemodningsaftalen med til at sikre de bedste samfundsøkonomiske forsyningsløsning for byudviklingsområdet – herunder sikring af arealer til tekniske anlæg, minimering af ledningsomlægninger og beskyttelse af eksisterende kritisk forsyningsinfrastruktur.
- Hvis byudviklingsprojektet ikke realiseres alligevel, skal udvikler dække HOFORs afholdte omkostninger.
Hvad er alternativet?
Hvis du som udvikler vælger at påbegynde projektering og etablering af forsyningsledninger uden en indgået byggemodningsaftale, vil vi som udgangspunkt ikke overtage forsyningsledningerne efter de er etableret.
I så fald vil det være op til dig som udvikler selv at drifte og vedligeholde dine forsyningsanlæg.
Det vil derfor altid være en god idé at opstarte en dialog med os om dine muligheder.
Spørgsmål til byggemodning?
Hvis du ønsker at opstarte en dialog med os om indgåelse af en byggemodningsaftale, eller hvis du har spørgsmål til forløbet, så kontakt:
Sektionsleder for Byudvikling, Niels Frisch Kjølholt, via mail niekjo@hofor.dk