Fiskerihavnen

Her finder du information om byggepladsen på Fiskerihavnen i Nordhavn. Den er en vigtig del af byggeriet af Svanemøllen Skybrudstunnel, som skal beskytte det nordlige hovedstadsområde mod oversvømmelser ved kraftig regn og skybrud.

 

Læs om tidshorisont, støj, trafik og påvirkning af området under anlæg af Svanemøllen Skybrudstunnel.

Byggeplads fra 2025 til 2033

Området mellem Kattegatvej og pynten ved Fiskerihavnen bruges midlertidigt i 2025-2033 som byggeplads, mens der bliver bygget et underjordisk bygværk og en pumpestation.

Senere skal en tunnelboremaskine starte herfra, og der bliver derfor jordopfyldning midlertidigt ud mod Øresund for at gøre plads til tunnelarbejdet.

Byggepladsen bliver indhegnet og inddrager også en del af havneområdet. Der vil stadig være adgang til bådebroerne på molen, og det vil fortsat være muligt at sejle ind og ud af havnen. Sansestien og beplantninger bliver dog fjernet for at give plads til byggepladsen.

Når tunnelprojektet er færdigt, bliver området genetableret, og der kommer et teknikhus og en udsigtsplatform, som der er offentlig adgang til.

Arbejdet forventes at strække sig fra 2025 til 2033, og naboer og brugere af området vil løbende blive orienteret om trafik, støj og andre forhold.

Nyhedsbreve

Klik på knappen herunder og tilmeld dig nyhedsbreve om Svanemøllen Skybrudstunnel.

Har du spørgsmål, så kontakt os på mail sst@hofor.dk


Tidsplan

Senest opdateret november 2025

Aktuelt november-december 2025

    • Fra slutningen af november 2025 går entreprenøren i gang med at omdanne området til byggeplads, se området på kortet.
    • Arbejdet begynder ved det grønne område ved rundkørslen på Kattegatvej og bevæger sig herefter ud ad molen.
    • Entreprenøren anlægger en vej til bådebroerne og en vej til arbejdskørsel på molen.
    • Der bliver oplagringsplads og en skurby til byggefolkene på det grønne område samt et mindre mandskabsskur ude på molen.
    • Pladehegn sættes op ud til Kattegatvej, og trådhegn sættes op langs molen, så der stadig er udsyn til havet.
    • Boblegardiner sættes på havbunden af hensyn til havmiljøet og vil give synlige bobler på havoverfladen.

Overordnet tidsplan for byggepladsen

    • Etablering af byggeplads: november 2025 – 2027
    • Tunnel- og anlægsarbejde: 2027-2033
    • Afsluttende arbejde i skakten og reetablering af området: 2034

Det sker der i området

Senest opdateret november 2025

Trafik

Under arbejdet vil der være transport til og fra byggepladsen både til lands og til vands. En del materialer sejles med pram fra en midlertidig kaj ved Øresund (typisk 1-2 pramme dagligt).

Derudover kører lastbiler til og fra byggepladsen. Se trafikruter på kortet længere nede.

Støj og vibrationer

Der vil i perioder være støj fra arbejdet og i perioder særligt støjende arbejde, som vil blive varslet til naboer i området. Der kan også opleves let nattestøj i havnen med lyde op til 58 decibel. Arbejdet foregår efter Københavns Kommunes regler for bygge- og anlægsarbejde.

Vibrationer kan forekomme, men vurderes ikke at skade bygninger eller påvirke området væsentligt.

Dyreliv og havmiljø

Der tages særlige hensyn til dyreliv og havmiljø. Blandt andet anvender vi vibrationer, så fiske og havpattedyr får tid til at svømme væk, inden nedramning af spuns begynder. Et paddehegn sættes op ad byggepladshegnet ud mod rundkørslen på Kattegatvej for at hindre, at den en fredede grønbrogede tudse vandrer ind på byggepladsen, når vegetationen er fjernet.

Efter anlægsarbejdet bliver havbunden og kystlinjen genetableret.

Havnen og det rekreative liv

En mindre del af havnebassinet fyldes midlertidigt op under arbejdet, men sejlads ind og ud af havnen vil fortsat være muligt. Det rekreative område nord for Kattegatvej bruges som byggeplads og er lukket i anlægsperioden.

Området bliver genetableret, når arbejdet er færdigt.


Mest stillede spørgsmål

Bliver Fiskerihavnen lukket af?

Nej, det vil hele tiden være muligt at sejle ind og ud af havnen, også når der arbejdes på vandet.

Hvordan kommer man ud til bådebroerne på molen?

Det vil fortsat være muligt at køre til bådebroerne på molen. Entreprenøren anlægger en vej til bådebroerne uden for byggepladsen. Der vil også være en lille vendeplads.

Hvor meget vil byggeriet støje?

Støjniveauet vil variere, og vi vil varsle forud for det mest støjende, men det bliver ikke otte år med massiv støj.

Der vil i perioder være let støj om natten. Støjen vil være til gene for de nærmeste erhvervsbygninger og for overnattende i Fiskerihavnen, da der i havnen kan forekomme lyd om natten på op til 58 decibel.

Hvornår vil det larme mest?

Der vil i afgrænsede perioder være særligt støjende arbejde, men det er ikke fastsat hvornår endnu. De støjende arbejdsopgaver er vurderet til følgende varighed:

  • Etablering af spuns i 8 uger - meget støjende
  • Etablering af slidsevægge i 6 måneder – særligt støjende
  • Udgravning og etablering af jordankre i ca. 5 måneder - lidt støjende
  • Døgndrift af tunnelarbejdsplads i 8 måneder – lidt
Når der er konkrete tidsplaner for arbejdsopgaverne, vil det stå her på siden, og lokale i området bliver varslet i god tid.

Hvor meget trafik vil der være i området, mens byggepladsen ligger der?

Trafikken til og fra byggepladsen vil variere. I perioder vil der køre mange lastbiler og i andre perioder ingen lastbiler. Ind- og udkørsel til byggepladsen er ved rundkørsel for enden af Kattegatvej. Når der er konkrete tidsplaner for kørslen, vil det stå her på siden, og lokale i området bliver varslet i god tid.

Fig trafikruter NY

Klik på billedet for at forstørre det.
Transportruter til og fra byggepladsen med henholdsvis pram og lastbil. 

FSK - bygning 737x624 2

Klik på billedet for at forstørre det.
Foreløbig illustration af teknikhuset ovenpå den underjordiske pumpestation på Fiskerihavnens mole. Teknikhuset vil samtidig fungere som en udsigtspost med offentlig adgang. Bygningen vil stå færdig, når tunnelprojektet afsluttes efter planen i 2033.