10.04.2026
Tekniske udfordringer i valgkamps slutspurt forlænger muligheden for at stemme
Muligheden for at stemme til HOFORs forbrugervalg er blevet forlænget frem til onsdag den 15. april kl. 16.00. Årsagen er tekniske udfordringer med at stemme i valgkampens næstsidste døgn. Perioden er forlænget med fem dage, så alle kan nå at stemme på de opstillede kandidater.
Teknik kan drille, og det sker sjældent på et godt tidspunkt.
Sådan var det også for forbrugervalget i HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, hvor nogle borgere i går torsdag på valgkampens næstsidste dag efter fire uger pludselig oplevede problemer med at stemme på de opstillede kandidater.
Udfordringerne med at stemme opstod på grund af en midlertidig teknisk fejl i CPR-registret. CPR-registret bruges under valg til at sikre, at den, der vil stemme, har ret til at stemme. Den tekniske fejl blev løst et lille døgns tid senere, og nu kan man igen stemme på hofor.dk/valg.
HOFOR har på grund af de tekniske udfordringer forlænget muligheden for at stemme med fem dage frem til og med onsdag 15. april kl. 16.00 og håber, alle vil være med til at sprede budskabet.


