03.07.2023
Når Rigshospitalets kommende hospital for børn, unge og gravide, Mary Elizabeths Hospital, åbner stuerne for de første patienter i 2026, bliver det med fjernkøling fra HOFOR. I alt skal der leveres 4225 kW fjernkøling til det kommende hospital, og det bliver dermed den største kontrakt, HOFOR har indgået om levering af fjernkøling.
“Det er klart, at det kommende hospital er en fjernkølingskunde af en helt særlig kaliber. Et anlægsprojekt, der vil gøre en forskel for de indlagte patienter. Vi ser frem til at sikre et stabilt indeklima til både patienter, personale og alt det højteknologiske udstyr, der rykker ind på det kommende hospital,” siger Jakob Thanning, områdechef for Kundeløsninger og Fjernkøling hos HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab.
I mere populære termer svarer leverancen af fjernkøling til det kommende Mary Elizabeths Hospital til køling fra ca. 42.000 køleskabe.
Stabil køling
Fjernkøling er en attraktiv afkølingsform, da energiaftrykket er lavere, og samtidig optager anlægget betydelig mindre plads end de konventionelle airconditionanlæg. Det er tiltrængt både i den grønne omstilling og i et byområde, der hungrer efter kvadratmeterne.
Region Hovedstaden er bygherre på det kommende Mary Elizabeths Hospital, der skal huse både børn og unge samt gravide. Udover sengepladser vil bygningen rumme operationsstuer, ambulatorier og andre medicinske enheder. Og hele det 60.000 m2 store børne- og ungehospital vil være med køling fra HOFOR.
Fjernkøling med vokseværk
Fjernkøling er en pendant til de konventionelle eldrevne airconditionanlæg. Hvor de konventionelle anlæg kører på el for at give køling, udnytter fjernkøling det havvand, vi er omgivet af og havets naturlige kulde. Via et lukket kredsløb sendes havvandet til kølecentraler og derfra videre ud til kunderne.
Leverancen af køling til det kommende hospital og de mange kvadratmeter signalerer også de fjernkølingsambitioner, som HOFOR pt. er drevet af. Målet er at udbygge fjernkølingsnettet i takt med, at byen både udvikler og udvider sig.
“Vi er ganske ambitiøse på fjernkølingens vegne. Vi vil rigtig gerne være med til at bidrage yderligere til, at byens CO2-aftryk mindskes. Her er fjernkøling blot én af de mange løsninger, som HOFOR i fællesskab med kunder og byudviklingen kan bidrage positivt til”, siger Jakob Thanning.