22.11.2024
På få år er HOFOR gået fra kul til certificeret biomasse som kilde til at skabe varme til byen. Og snart begynder varmepumper, elkedler og andre energikilder at fortrænge biomassen – hele tiden med sikkerhed for, at vi kan forsyne byen med varme hver dag.
For ikke så mange år siden blev der brændt kul af i København, for at sikre varme til hele byen. Det lavede vi om på i 2020, hvor et moderne kraftværk baseret på certificeret bæredygtig biomasse blev indviet.
Lige fra starten har HOFOR stillet skrappe krav til leverandørerne, så vi f.eks. sikrer, at vi kun bruger resttræ, og at der bliver genplantet træer, når vi køber den biomasse, der bliver til varme i stuerne. På den måde vil nye træer optage CO2.
Ja tak til skrappere krav
Snart bliver der stillet flere krav til brug af biomasse fra myndighederne. Krav om øget biodiversitet, flere anlæg bliver omfattet af bæredygtighedskravene og der skal være dokumentation for, at virksomhederne anvender biomasse, der ikke giver mere værdi ved anden anvendelse.
Det er kun skovens restprodukter og andre typer af træ, som ikke har en bedre anvendelse, der skal bruges til energi.
Gorm Elikofer, direktør for Energi i HOFOR, udtaler:
”HOFOR bakker op om stramningerne på området. Vi skal sikre, at vores biomasseforbrug har den mindst mulige påvirkning på klima og biodiversitet og indgår gerne i dialog med myndighederne om, hvordan kravene hurtigt kan implementeres. Vi har allerede en konstruktiv dialog med vores leverandører om, hvordan vi kan gøre endnu mere for at sikre og øge biodiversiteten.”
Vi tjekker om reglerne bliver fulgt
HOFORs biomasse er certificeret bæredygtig. Det betyder, at leverandørerne skal leve op til en række krav i anerkendte certificeringer som FSC, PEFC og SBP. Fuldstændig som når du køber svanemærket kopipapir eller FSC-mærkede havemøbler.
Vi indgår kun aftaler med leverandører, hvor vi vurderer, at de kan leve op til kravene, og så sørger vi for, at uafhængige organisationer tjekker, at alt er, som det skal være.
Noget er nemmere at tjekke end andet. Eksempelvis siger de nye regler, at der kun må bruges træ til energiformål, som ikke giver mere værdi ved anden anvendelse. Det overholdes normalt når biomasse anvendes til energiformål, fordi prisen for biomasse er meget lavere, end hvis træet er så god kvalitet, at det kan sælges til møbelproduktion eller papir.
Det er altså en dårlig forretning for en skov-virksomhed at sælge godt træ til biomasse.
Samme regler i hele EU
Brugen af biomasse til energi er omfattet af en række danske og EU-krav til bæredygtighed. Vi mener, at barren for bæredygtighed skal sættes højt og bør gælde alle i EU.
“Det er rigtig godt, at der er taget fat på at sætte krav til øget biodiversitet, så vi på tværs af EU kan øge opmærksomheden overfor vores leverandører", påpeger Gorm Elikofer og tilføjer at Danmark bør arbejde for, at ensartede stramme regler gælder i hele EU.
Mindre biomasse - mere strøm
Fremtidens varmeproduktion peger i retning af varme produceret på el fra vindmøller og solceller, og derfor er vi i gang med elektrificeringen af varmen i hovedstaden.
Inden 2035 vil HOFOR investere 3-5 mia. kr. i 350 MW varmepumper og 550 MW elkedler.
”Det betyder, at brugen af biomasse i 2035 er reduceret med godt 35 procent i det samlede hovedstadsområde i forhold til i dag ”, slutter Gorm Elikofer.
Læs mere om fremtidens fjernvarme
Læs mere om vind- og solenergi og få et overblik over vores vind- og solprojekter