Valby Skybrudstunnel
De seneste 25 år har budt på nedbørsrekorder på stribe, og hovedstadsområdet bliver ramt af stadig mere regn og hyppigere skybrud. Valby Skybrudstunnel vil, når den er færdig, kunne rumme ca. 30.000 m3 vand og være med til at reducere oversvømmelser i dele af Frederiksberg og i Valby. Ligesom tunnelen også vil forbedre vandmiljøet i Kalveboderne i Valby, der er registreret som et såkaldt Natura2000-område.
Hvordan fungerer tunnelen?
Valby Skybrudstunnel vil primært fungere som bassinledning, dvs. et underjordisk bassin, som understøtter kloaknettet ved at opbevare store mængder overløbsvand fra kloaksystemet, indtil vandet kan pumpes til renseanlægget.
Tunnelen vil dermed bidrage til at reducere udledningen af urenset spildevand til Kalveboderne fra ca. 5 gange om året til mindre end 1 gang om året, hvilket er godt for vandmiljøet og giver flere dage med grønne badeflag ved stranden i Valbyparken.
I ekstreme nedbørstilfælde kan tunnelen også lede skybrudvand direkte ud i Kalveboderne via udløbspunkter i Gåsebækrenden og Enghave Kanal nær Sydhavnstippen.
Når den står færdig, vil Valby Skybrudstunnel være med til at sikre dele af Valby og Frederiksberg op til en såkaldt 100 års-hændelse. Det vil sige en regnmængde, der er så kraftig, at den statistisk set har 1 procent sandsynlighed vil forekomme én gang hvert 100. år. Klimaforandringer gør dog vejrhændelser som skybrud eller stormflod hyppigere end tidligere.
Valby Skybrudstunnel er derfor én af flere hovedvandveje i Københavns og Frederiksberg Kommuners skybrudskonkretiseringsplan.
Tilmeld dig nyhedsbrev
Du har mulighed for at tilmelde dig vores nyhedsbrev om Valby Skybrudstunnel ved at skrive en mail til os her:
Når du tilmelder dig vores nyhedsbrev, skal du meddele os om, hvilken skakt du ønsker information om (FLSmidth, Blushøjvej, Gåsebækrenden eller Enghave Kanal).

Tunnelen skal anlægges fra FLSmiths parkeringsplads i Valby og løbe under Grænttorvet, MCDonalds ved Blushøjvej, Valby Idrætspark, Valbyparken og Musikbyen. Tunnelen skal munde ud i Kalveboderne i Gåsebækrenden og Enghave Kanal.
Aktuel status:
I anlægsperioden har vi etableret fire byggepladser til borearbejde og fire skakte, hvor kloakkerne vil blive tilsluttet skybrudstunnellen via underjordiske tilslutningsbygværker, der anlægges som en del af projektet. Tunnelboremaskinen, Randi, er startet på at bore den cirka 300 meter lange strækning under jorden fra byggepladsen ved Enghave Kanal til Gåsebækrenden.

Se placering af tunnel og byggepladser
På kortet nedenfor kan du se, hvor tunnelen bliver placeret (den blå linje) og hvor byggepladser med skakterne er (de grønne cirkler).

På kortet kan du se, hvor tunnelen bliver placeret (den blå linje) og hvor byggepladser med skaktene er (de grønne cirkler).
Værd at vide:
- Valby Skybrudstunnel bliver ca. 2,5 km lang med en indre diameter på ca. 4 meter og skal være med til at sikre store dele af Frederiksberg Vest og Valby mod oversvømmelser.
- Valby Skybrudstunnel vil herudover fungere som bassin til opsamling af opblandet regn- og spildevand og være med til at reducere overløb til det omkringliggende vandmiljø.
- Etableringen af Valby Skybrudstunnel sker i et samarbejde mellem bygherrerne HOFOR og Frederiksberg Forsyning.
- NIRAS A/S er rådgiver på projektet.
- Hovedentreprenør på projektet er Valby JV bestående af MT Højgaard Danmark og Eiffage Infra-Spezialtiefbau
- Arbejdet er opstartet i sommeren 2024, og tunnelen forventes at stå færdig i 2028.

Mere baggrund om Valby Skybrudstunnel
Projektet har været længe undervejs, og der har tidligere været informationsmøder m.m. om skybrudstunnelen. Se materialerne her:
Informationsmøder om Valby Skybrudstunnel i juni 2022
Præsentation fra informationsmøde om Valby Skybrudstunnel i juni
3D-tegninger af skakte i Valby Skybrudstunnel
Informationsmøde den 18. januar 2021
Læs mere om mødet og find præsentationen, spørgsmål og svar samt link til optagelse af online-informationsmødet her
Se spørgsmål og svar fra informationsmødet her
Kontakt
Hvis du har spørgsmål til Valby Skybrudstunnel, er du velkommen til at kontakte projektledelsen på: val@hofor.dk
Du kan også ringe til projektleder Mads Dalgaard i HOFOR på: 3395 3395


