5 timer siden
Første tunnelstræk fejres med naboer til Valby Skybrudstunnel
Anlægsarbejdet med den ca. 2,5 km lange Valby Skybrudstunnel er i fuld gang. Første etape på omkring 300 meter er netop tilbagelagt med den tonstunge tunnelboremaskine i front for udgravningen. I den anledning inviterede HOFOR og Frederiksberg Forsyning områdets beboere til fælles fejring.

Hvordan ser der egentlig ud bag byggehegnene, og hvad er det, der foregår tyve meter under jorden? Det fik naboer, borgere og andre interesserede mulighed for at opleve helt tæt på, da byggepladsen på Sydhavnstippen ved Valby Skybrudstunnel for en stund var åben for offentligheden.
“Vi ved, at vi fylder i lokalområdet, når sådan en skybrudstunnel skal bygges. Derfor er det også vigtigt for os, at vi kan vise naboerne, hvad det er, vi bygger i deres lokalområde, og ikke mindst også fortælle om den forskel, som en tunnel af den her kaliber gør i forhold til oversvømmelser”, fortæller HOFORs byggeleder Maibrit Gjørup.

Indblik i et skjult anlægsprojekt
Arrangementet på byggepladsen gav et sjældent indblik i et projekt, der til daglig primært foregår under jorden og derfor kan være svært at få øje på.
Gæsterne kunne opleve byggepladsen på nært hold, høre jazzmusik, nyde mad fra foodtrucks og møde de mange fagfolk, der arbejder på projektet herunder nogle af dem, der har deres daglige gang dybt under jorden. Der var også mulighed for at få indblik i teknikken bag tunnelarbejdet og stille spørgsmål direkte til projektets medarbejdere.
For børnene bød dagen på kreative aktiviteter, hvor de blandt andet kunne prøve at lave deres eget skybrud, blive fotograferet i og male et af de store, runde tunnelrør og på den måde efterlade en hilsen, som bliver gemt under jorden i mange år.

Klimasikring i praksis
Første etape af den kilometerlange tunnel er i hus, og nu venter de øvrige mange meter, hvor den tonstunge tunnelboremaskine skal skubbe de mere end 800 tunnelrør på plads én efter én til det, der skal blive til den underjordiske tunnel.
Valby Skybrudstunnel er et vigtigt bidrag til at reducere oversvømmelser, og sikre bedre beskyttelse af både boliger, værdier og vigtig infrastruktur, når vandmasserne falder. Samtidig vil tunnelen også forbedre vandmiljøet i Kalveboderne i Valby, som er et Natura 2000-område, hvilket betyder flere grønne badeflag ved stranden i Valbyparken.
Valby Skybrudstunnel opføres i samarbejde mellem HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, og Frederiksberg Forsyning.
Fakta om Valby Skybrudstunnel
- Valby Skybrudstunnel bliver ca.2,5 km lang med en diameter på 4 meter
- Skal sikre dele af Frederiksberg Vest og Valby mod oversvømmelser
- Fungerer også som bassin til opsamling af opblandet regn- og spildevand
- Reducerer overløb til det omkringliggende vandmiljø
- Kan rumme ca. 30.000 m³ vand
- I anlægsperioden etableres fire byggepladser
- Hovedentreprenør: Valby JV (MT Højgaard Danmark og Eiffage Infra-Spezialtiefbau)
- Rådgiver: Niras A/S
- Bygherrer: HOFOR og Frederiksberg Forsyning
- Skybrudstunnelen er én blandt mange klimasikringsløsninger, som HOFOR i samarbejde med kommunerne og andre forsyningsselskaber, anlægger i disse år, der foruden tunneler også består af lokale regnbede, grønne byrum og skybrudsparker som fx Enghaveparken i København eller Karens Minde Aksen i Valby.

