Grønt vand i din hane?

Hvis vandet i din hane er grønt, er det et tegn på, at der er en utæthed i din varmtvandsbeholder. Det grønne stof er uskadeligt og forsvinder igen.

grønt vand i vandhane

Grønt vand i min hane – hvad nu?

Hvis det varme vand i din vandhane bliver grønt, har du en utæthed i din varmtvandsbeholders varmespiral. I så fald skal den repareres eller udskiftes. Så snart din varmeinstallation er repareret, vil sporstoffet ikke være i kontakt med vandet i din hane, og vandet vil igen blive klart.

I tilfælde af utætheder kan du risikere, at dit vasketøj bliver farvet grønt. Problemet er dog let løst: den grønne farve vaskes nemt ud af tøjet igen med almindeligt koldt vand. Se evt. punktet om det grønne sporstof længere nede på denne side.

Vi anbefaler, at du kontakter flere vvs-installatører for at få den bedste pris på en ny varmtvandsbeholder eller reparation af din gamle beholder.

Se liste med vvs-firmaer, der samarbejder med HOFOR om VarmeTjek

Grønt sporstof hjælper dig til at spare penge

Fjernvarmevand er ikke bare almindeligt vand, men derimod behandlet, ilt-frit vand. Hver liter vand vi mister i fjernvarmesystemet, skal erstattes af en ny liter, dyrt behandlet vand. Som fjernvarmebruger har du derfor ekstraudgifter ved utætheder i varmtvandsbeholderen – enten i form af øget vandforbrug eller en dårlig udnyttelse af fjernvarmen.

Det grønne sporstof synliggør, om der er lækager i din varmtvandsbeholder og veksler. Lækager, som man ellers ikke ville kunne se. Når vi hjælper til at nedbringe antallet af utætheder, vil det således være til gavn for både fjernvarmenettet, miljøet og vores kunders pengepung, samt ikke mindst varmtvandskvaliteten hos dem, som i dag har utætheder.

Hvorfor har vi tilsat sporstof til vandet?

Vi arbejder for at skabe bæredygtige byer og ikke mindst en bæredygtig varmeforsyning til vores ca. 500.000 københavnske varmekunder.

København har ambition om at være verdens første CO2-neutrale hovedstad i 2025. Det skal blandt andet lykkes ved, at vi leverer energieffektiv fjernvarme ligesom, at vi sikrer, at vores kunder udnyttet fjernvarme bedst muligt.

Hvis der er lækager i varmtvandsbeholderen eller fjernvarmesystemet, giver det dig som kunde en dårlig udnyttelse af fjernvarmen samt en dårligere varmtvandskvalitet. Utætheder i fjernvarmenettet er med til at øge vand- og varmetabet i fjernvarmenettet. Alt sammen noget, som mindsker optimeringen af fjernvarmenettet. Vi kan aldrig helt undgå lækager, hverken på rør eller i vores kunders varmeanlæg. Men hvis vi kan nedbringe antallet af utætheder, vil det være til gavn for både fjernvarmenettet, miljøet og pengepungen.

Kontrollér din varmtvandsbeholder for utætheder

Det er en rigtig god idé, at du regelmæssigt kontrollerer din varmtvandsbeholder, og det er heldigvis nemt.

Den mest sikre måde at kontrollere varmespiralen i varmtvandsbeholderen er ved at:

  • Lukke for hovedventilen til det kolde brugsvand (eller lukke af for tilførsel af koldt vand til varmtvandsbeholderen).
  • Dernæst tænde for det varme vand på det fjerneste (øverste) aftapningssted. Hvis trykket ikke forsvinder, og der kommer vand ud af hanen, skyldes det, at der er en utæthed i din varmtvandsbeholder, eller at afspærringsventilen er utæt.

Denne instruktionsfilmen viser, hvordan du nemt tjekker din varmtvandsbeholder.

Det grønne sporstof

Det grønne sporstof hedder Uranin og er helt ufarligt i de små mængder, som vi tilsætter til fjernvarmenettet. Det kan altså hverken gøre skade på mennesker, dyr eller installationer. Vi har afdækket risici ved brugen af sporstoffet, sikret tilladelse fra Embedslægen, indhentet erfaringer fra andre forsyninger og fået testet og analyseret sporstoffet.

Du kan læse i rapport og konklusioner i denne PDF eller frit rekvirere det hos os. Når sporstoffet nedbrydes, sker det uden fare for miljøet.

Vi tilsætter løbende sporstoffet til fjernvarmenettet. Således vil vandet heri altid bibeholde den grønne farve, som gør det let finde utæthederne. Dog vil dit drikkevand fra hanen ikke være i kontant med stoffet, når du har fået repareret din installation.



Print denne side