24.09.2024
Efteråret er over os, og de kolde måneder nærmer sig hastigt. Det betyder, at vi snart skal tænde for varmen. Tænder du langsomt for varmen på dit fjernvarmeanlæg, kan du spare penge og energi.
Det er endnu en gang blevet tid til, at vi skal tænde for varmen.
Tænder du langsomt for fjernvarmeanlægget, tager du både hensyn til klimaet og pengepungen.
Brug varmen bedre
Du har mulighed for at forbedre dit forbrug ved at tænde langsomt for varmen.
Har du automatik på dit fjernvarmeanlæg, kan det være svært selv at justere fremløbstemperaturen manuelt. Til gengæld kan du sørge for at automatikkens varmekurve er indstillet korrekt. Her kan du kontakte en VVS’er, som kan hjælpe.
Bor du i en stor ejendom, eller er du selv varmeansvarlig i en stor ejendom, er det således også en god idé at undersøge, om din ejendom er én af de mange, som kan forbedre varmeforbruget.
Sådan gør du
Når kulden melder sig, og du begynder at tænde for varmen efter sommeren, sætter du fremløbstemperaturen på dit fjernvarmeanlæg på 30-35 grader. Fremløbstemperaturen er temperaturen på det vand, der løber frem til dine radiatorer fra varmeanlægget.
Omkring oktober til november, hvor det bliver koldere, og der kommer nætter med nattefrost, hæver du fremløbstemperaturen 5 grader, så den nu vil ligge på 35-40 grader i stedet for.
I november frem til omkring februar, når vinteren er rigtig hård, og der er mange nætter med nattefrost, hæves fremløbstemperaturen med yderligere fem grader. Ved at hæve fremløbstemperaturen på dit varmeanlæg i takt med, at temperaturen udenfor falder, sparer du penge og CO2.
Sådan sparer du på varmeregningen i dit hjem
- Indstil alle dine radiatorer i et rum ens og ‘tænd’ samtidigt. Det er bedre med fire radiatorer, der alle varmer lidt op, end én, der bare banker derudaf.
- Opvarm helst alle dine rum i boligen – også soveværelset. Luk evt. døren, hvis du foretrækker det lidt køligere.
- Spar på det varme vand.
- Flyt møbler væk fra radiatoren.
Find flere gode råd til at spare på varmen
Tænd langsomt for varmen og spar 1500 kroner
På vores YouTube-kanal kan du se flere videoer med gode råd til dit fjernvarmeanlæg.
Hør også vores Energirådgiver, Carsten Nielsen, fortælle om, hvordan du kan sparer op til 1500 kroner ved at tænde langsomt for varmen: