18.12.2023
Hvis Københavns Kommune skal nå sit mål om at være klimapositiv i 2035, kræver det bl.a., at den CO2, som udledes fra byens største CO2-kilder, bliver fanget. HOFOR undersøger muligheden for at fange op mod 900.000 tons CO2 og forbereder sig på at være med i det statslige støtteudbud.
Udledning af CO2 er en stor klimaudfordring. Nu gør HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, klar til at fange og lagre den CO2, som bliver udledt på Amagerværket, der blandt andet leverer fjernvarme til københavnerne. På den måde kan HOFOR få en central rolle i forhold til Københavns mål om at være klimapositiv i 2035.
Overborgmesteren ser en meget grønnere hovedstad
Borgerrepræsentationen har den 14. december godkendt, at HOFOR bruger 50 mio. kr. på at forberede og afgive bud på statens støtteudbud vedrørende CO2-fangst og -lagring.
“Det er vigtigt at lære at kravle, før man kan gå – men når vi taler om klimakampen, så skal vi både gå, løbe og spurte. Og gerne samtidig. Vi skal sætte alle sejl ind for at gøre København CO2-neutral og på sigt klimapositiv. CO2-fangst er en fuldstændig afgørende teknologi for at nå de mål, og vi vil fra Københavns Kommunes side gøre alt, hvad vi kan for at få projektet realiseret,” siger overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S).
Lang vej før et anlæg står klar
Der er fortsat mange brikker, der skal falde på plads, før et CO2 -fangstanlæg står klar på Amagerværket. I første omgang søger HOFOR en forretningspartner, som kan håndtere byggeriet af anlægget, transport, lagring og indtægtssiden. HOFOR har netop offentliggjort et koncessionsudbud for at finde den rette forretningspartner.
“Det er ambitionen, at vi kan underskrive en aftale med en partner inden sommerferien. Det skal være en partner, vi kan læne os op ad, så vi kan få projekteret og bygget det helt rigtige anlæg til at fange CO2. På vores side kan vi bidrage med al den viden, der skal bruges i forhold til at integrere det nye anlæg med resten af Amagerværkets infrastruktur,” siger HOFORs bestyrelsesformand Susanne Juhl.
Udbud skal vindes
Når HOFOR har fundet en partner til projektet, bliver næste opgave at vinde det statslige udbud af støtte til CCS-anlæg. Fra offentlig side er der i øjeblikket planlagt to udbud, hvor vinderne bliver offentliggjort i december 2024 og december 2025. Endelig er der udfordringen med selve byggeriet af anlægget og integrationen med resten af Amagerværket. Hvis alt går vel, forventes anlægget at stå klar i 2028/2029. Selve anlægget til CO2-fangst skønnes at koste 4-5 mia. kr.
“Hvis vi lykkes med dette perspektivrige projekt, vil HOFOR og Københavns Kommune sammen tage et kæmpe skridt i retning af en københavnsk varmeforsyning med et markant lavere CO2-aftryk end i dag. Samtidig vil det være en milepæl i forhold til ambitionen om en klimapositiv hovedstad i 2035. Og det vil blive en vigtig brik i de nationale klimaambitioner,” slutter Susanne Juhl.
Fakta om projektet
- Anlægget forventes at kunne fjerne op mod 900.000 tons CO2 om året.
- Efter planen vil anlægget være i drift i 2028/2029.
- Anlægget forventes at koste 4-5 mia. kr.
- HOFOR samarbejder med andre CO2-udledere i hovedstadsområdet, herunder særlig ift. transport og lagring af CO2.
- Der er ikke tidligere bygget, så stort et CO2-fangstanlæg i Danmark.