14.06.2023
Husstande og virksomheder i Dragør Kommune får frem til jul udskiftet deres gamle vandmåler med en fjernaflæst måler. Dermed slipper de for at aflæse deres forbrug, og de er altid sikre på, at deres forbrug bliver aflæst til tiden. Husk at holde øje med postkassen.
Husk at tjekke din postkasse den kommende tid. Det kan nemlig være dig, der er den næste, der skal have installeret en ny fjernaflæst vandmåler.
Det er budskabet fra forsyningsselskabet HOFOR, der netop har sendt de første breve afsted til vandkunderne i Dragør Kommune.
Flere fordele for kunderne med fjernaflæste målere
HOFOR er i fuld gang med at udskifte selskabets samtlige en million kunders vandmålere, og efter en veloverstået omgang i Rødovre Kommune, ruller karavanen nu videre til Dragør, hvor cirka fem tusind målere bliver udskiftet fra juli og frem til december.
Der er flere fordele for kunderne ved at få en fjernaflæst vandmåler. Dels slipper kunderne for at skulle aflæse deres forbrug og sende tallene ind, dels er kunderne sikre på, at forbruget bliver aflæst præcist og til tiden.
Får brev tre uger før den planlagte installation
Tre uger før den planlagte installation modtager vandkunderne et brev, hvor HOFOR oplyser, hvad de skal gøre for at gøre installation så smidig som muligt.
De skal blot sørge for, at der er ryddet foran vandmåleren, så teknikeren kan komme til. Og så skal de tjekke vandrørene for tæring og rust og sikre, at der kan lukkes for vandet ved at afprøve ventilerne på hver sin side af måleren.
Hvis man ikke er hjemme på det bookede tidspunkt
Hvis man ikke kan være hjemme på det tidspunkt, installationen er booket til, så kan man booke et nyt tidspunkt på hjemmesiden maalerbyt.dk.
Og skal man på sommerferie, så giver HOFOR det gode råd at tømme postkassen, inden man tager af sted på ferie, så man kan nå at booke om, hvis tidspunktet ikke passer.
Kunder med større målere i Dragør Kommune får ikke skiftet målere i denne omgang. De fleste større kunder har allerede fået en ny fjernaflæst måler og resten bliver kontaktet løbende.
FAKTA: Læs mere om målerbyt her
Hvis du er privatkunde: https://www.hofor.dk/privat/vand/bestil-tid-maalerskift-privat/
Hvis du er erhvervskunde: https://www.hofor.dk/privat/vand/bestil-tid-maalerskift-erhverv