Når temperaturen stiger om sommeren, øges risikoen for skybrud og oversvømmede kældre. Der er et par ting, I skal være opmærksomme på ved risiko for spildevand i kælderen.
Det kan ikke undgås, at der under kraftige regnhændelser og skybrud kommer til at være vand på terræn. I følge Københavns Kommunes skybrudsplan accepteres det, at der kan være vand på overfladen i skel og op ad bygningernes sokkel.
Her følger en række gode råd til overvejelse, når I skal vurdere, hvad I skal foretage jer for at sikre ejendommen mod skader ved skybrud.
Vurder hvad der kan ske af skade
Overvej hvad der sker af skade, hvis der kommer vand i kælderen.
Hvis kælderen bruges til lager eller produktion
Tænk over hvordan virksomheden påvirkes af vand i ejendommens kælder.
– Vil produktionen kunne fortsætte?
– Kan lagerets indhold erstattes indenfor en rimelig tidshorisont?
Særlige installationer bør sikres
Vær særligt opmærksomme, hvis I har sårbare installationer i virksomhedens kælder.
- Elskabe
- Servere
- Telefon- og dataforbindelser
- Arkivskabe
Hav en beredskabsplan klar ved skybrud
Det kan være en god idé at have en beredskabsplan til at håndtere oversvømmelse, når risikoen opstår.
Træn medarbejderne i, hvad der kan gøres for at minimere skaderne.
Overvej at anskaffe udstyr, der kan forhindre eller afhjælpe skader:
- Pumper
- Sandsække
- Sikkerhedsudstyr
Hvis I har fået vand i kælderen
Hvis skaden er sket, er det vigtigt, at I undgår at komme i direkte kontakt med vandet, når I rydder op og gør rent. Vandet kan være forurenet af spildevand.
Spildevand vil ofte indeholde bakterier som er sundhedskadelige, så det skal behandles med varsomhed.
Tænk på hygiejnen og brug gummihandsker og gummistøvler.
Læs mere om, hvad I kan gøre, hvis I har fået vand i kælderen
Husk at vand i kælderen ikke altid skyldes skybrud, men også kan komme på grund af et skadet vandrør.