24 timer siden
Der er fundet bakterier i drikkevandet ved Rosenørns Allé / Åboulevard. Der er risiko for, at drikkevandet er forurenet. Derfor anbefaler Københavns Kommune som drikkevandsmyndighed, at beboerne i området koger vandet, før det drikkes eller bruges til madlavning.

På kortet kan du se det berørte område.
Drikkevandet i Københavns Kommune kontrolleres hver eneste dag, og i forbindelse med en af disse kontroller, er der fundet enterokokker i et mindre område ved Rosenørns Allé / Åboulevard. Derfor anbefaler Københavns Kommune som drikkevandsmyndighed, at beboerne i området koger vandet, før det drikkes, bruges til madlavning eller tandbørstning. To minutters kogning dræber bakterierne i vandet. Men vandet fra hanerne kan godt bruges direkte til eksempel tøjvask og kogning af kartofler. Desuden kan vandet godt bruges til brusebad, man skal dog være opmærksom på, at små børn ikke drikker vandet.
Det er Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, HOFOR, der leverer vand i det pågældende område. På kortet nedenfor kan man se, hvilket område, der er omfattet af kogeanbefalingen, ligesom det er muligt at finde svar på de mest centrale spørgsmål om forureningen.
Alle husstande i det berørte område bliver desuden informeret direkte med en sms-besked som bliver sendt til alle de registrerede mobilnumre i det berørte område.
Der tages vandprøver henover weekenden, der vil vise, om kogeanbefalingen kan ophæves. De første prøvesvar foreligger søndag 15. november 2026.
Borgere vil blive orienteret om situationen, ligesom siden her på hofor.dk løbende bliver opdateret, når der er nyt.
Spørgsmål og svar ved vandforurening
Fra Styrelsen for Patientsikkerhed og Miljøstyrelsens generelle anbefalinger
Hvad kan vandet bruges til?
Personlig hygiejne:
- Tandbørstning skal ske med kogt vand
- Vandet kan godt bruges til bruse- og karbad. Vær opmærksom på, at børn ikke drikker vandet.
- Hænderne kan vaskes som sædvanligt, efterfølgende anbefales brug håndsprit.
Madlavning:
- Det forurenede vand må ikke drikkes – kog vandet først.
- Vandet kan sagtens bruges til kogning af kartofler m.m., for bakterierne dør ved kort tids kogning.
- Vandet må ikke bruges til skylning af salat og andre grønsager, der spises rå. Hertil skal der bruges kogt vand.
Opvask:
- Man kan godt bruge vandet til opvask med opvaskemaskine. Opvask i hånden skal foregå med kogt vand.
- Institutioner: Institutionsopvaskemaskiner, der ved slutskyl opnår en temperatur af vandet på mindst 80 grader, kan anvende forurenet vand.
Tøjvask:
- Vandet kan anvendes til vask.
Rengøring:
- Vandet kan bruges til rengøring.
Hvor lang tid skal vandet koge?
Vandet skal koge i to minutter.
Kan jeg koge vandet i en elkedel?
Ja, men du skal koge vandet op to gange med 1-2 minutters mellemrum.
Må jeg bruge kaffemaskine?
Nej, du skal ikke bruge kaffemaskine. Ved brug af kaffemaskine opnår vandet ikke en temperatur på de nødvendige 100 grader.
Må jeg drikke varme drikke fra automater?
Nej. Vandet i disse automater bliver ikke opvarmet tilstrækkeligt længe og ved tilstrækkeligt høje temperaturer til at bakterier bliver slået ihjel.
Kan jeg bruge vandet til at bage med?
Ja, det kan du godt. Franskbrød, rundstykker, boller osv. opvarmes iflg. Styrelsen for Patientsikkerhed tilstrækkeligt i ovnen til at dræbe bakterier.
Må jeg bruge vandet til at vande urtehave?
Ja, det må du gerne. Salat og andre grønsager, der spises rå, skal dog skylles med kogt vand inden de spises.
Må husdyr drikke vandet?
Ja.
Hvilke symptomer kan forureningen give?
Der er kun en meget lille risiko for, at du bliver syg, hvis du har drukket af vandet. Indtil nu er der fundet meget små mængder af bakterier. Men kog vandet fra nu af, før du drikker det. Har man mistanke om noget, skal man kontakte sin egen læge.
Hvornår kan jeg drikke vandet igen?
Det kan vi desværre ikke sige. Vi udtager dagligt vandprøver på ledningsnettet for at følge forureningens udvikling og for at få forureningskilden indkredset. Følg løbende med på hjemmesiden.
Hvor lang tid kan det kogte vand holde sig i køleskabet?
Hvis den flaske, som vandet er hældt i, ellers er ren, bør vandet kunne holde sig uendelig lang tid. Nu er flasken imidlertid ikke steril og den bliver åbnet og lukket gentagne gange, hvilket betyder, at der kan tilføres bakterier fra omgivelserne. Det betyder, at den reelle holdbarhed er nedsat, men 1-2 uger bør det kogte vand kunne holde sig.
Hvor kan jeg følge sagens udvikling?
www.HOFOR.dk vil løbende blive opdateret.

