9 timer siden
København skriver et nyt kapitel i den grønne omstilling. Hovedstaden kan nu forsyne sig selv med lokal biogas baseret på københavnernes toiletskyl og madaffald. Dermed er København den første storby i verden til at realisere en så omfattende cirkulær energiløsning. Udviklingsarbejdet kulminerer med åbningen af et nyt produktionsanlæg til at håndtere biogas den 30. september.

Susanne Juhl, formand for HOFOR og BIOFOS (Tv.) åbner for biogassen sammen med Sisse Marie Welling, overborgmester i Københavns Kommune.
Hver gang du trækker ud i toilettet og fylder en grøn biopose med madaffald, giver du et lille bidrag til den grønne omstilling. Vi anvender nemlig biogas fra slammet i vores spildevand og madaffald til at producere bygas, som bruges både i virksomheder, til dit gaskomfur og på restauranter.
Den unikke produktionsløsning er den første af sin art i verden og er udviklet i samarbejde med BIOFOS. Det mere end 15 års ambitiøse arbejde når nu målstregen: Bygassen til hovedstadens gaskunder produceres nu af lokalt produceret biogas. Fra toilet og biospand til gaskomfur går der cirka en måned, før affaldet er omdannet til ny energi. Tidligere var fossil naturgas fra Rusland og Europa hovedingrediensen i bygas.
Københavns forsyningssikkerhed bliver styrket
Med åbningen af byens nye biogasanlæg kan vi nu forsyne vores mere end 200.000 kunder med bygas baseret på lokal biogas fra københavnernes eget skidt og skrald.
Det var Københavns Kommunes vision om at blive verdens første CO₂-neutrale hovedstad, der var startskuddet. Den ambition satte arbejdet med at transformere bygasforsyningen i gang, og resultatet er, at vi nu bliver selvforsynende med biogas. Det reducerer samtidig afhængigheden af fossil gas og styrker både dansk forsyningssikkerhed og robustheden i energisystemet.
Et skridt tættere på Københavns klimamål
HOFORs formand Susanne Juhl indviede anlægget sammen med overborgmester Sisse Marie Welling (SF) og klima-, miljø- og teknikborgmester Line Barfod (EL):
”Jeg er virkelig glad for, at København nu er selvforsynende med biogas, der stammer fra københavnernes eget affald. Det er cirkulær økonomi helt tæt på hverdagen og et godt eksempel på, hvordan vi i København ikke bare taler om den grønne omstilling, vi handler også på den. Som selvforsynende bliver vi samtidig mindre afhængige af, hvad der sker langt væk fra København. Det styrker byens forsyningssikkerhed, og det er vigtigt i den tid, vi lever i,” siger overborgmester i København Sisse Marie Welling (SF).
Indsatsen med at udnytte spildevandet og madaffaldet i gassystemet bidrager til at gøre København CO₂-neutral på en samfundskritisk forsyning.
”Jeg er stolt over, at det netop er de politiske ambitioner på klimaområdet om at blive CO2-neutrale i Københavns Kommune, som nu betyder, at vi i København er blevet selvforsynende med lokal produceret biogas. Det er fantastisk, at vi nu kan bruge ressourcer som madaffald og spildevand til at producere bygas til hele København. Det er gas, der både bruges i de københavnske køkkener, når der skal koges kartofler, i de store restauranter og i industrien, når der skal bruges gas i produktionen. Det er et konkret eksempel på, hvordan grøn omstilling fungerer i praksis. Det er både til gavn for københavnerne, erhvervslivet og klimaet,” siger Line Barfod, klima-, miljø- og teknikborgmester (EL) i Københavns Kommune.

Klima-, miljø- og teknikborgmester i Københavns Kommune Line Barfod (EL), overborgmester i Københavns Kommune Sisse Marie Welling (SF) og Susanne Juhl formand for HOFOR og BIOFOS indvier det nye produktionsanlæg for behandling af biogas i Valby.
Den unikke løsning
Det unikke ved HOFORs løsning er, at der er udviklet et integreret energikoncept, der gør det muligt at omdanne lokale ressourcer som spildevand og organisk køkkenaffald til biogas og anvende den direkte i bygasnettet til at forsyne en hel hovedstad.
Resultatet er en lokal og cirkulær energiløsning, hvor byens egne restressourcer bliver til biobaseret energi for byens borgere og virksomheder.


