Godt forberedt: Sådan klarer du dig i en krise
En krise kan betyde, at du oplever forsyningssvigt. Forestil dig, at der ikke er vand i hanen, varme fra radiatoren eller bygas på komfuret. Vi gør alt for at sikre vores forsyning til dig, men det anbefales, at du gør dig nogle gode forberedelser.
Her er, hvad du kan gøre:

Vand: Opbevaring af drikkevand
Du kan både bruge flaskevand og postevand fra hanen. Men det er lidt mere besværligt at håndtere vandet fra hanen. Du skal nemlig sikre dig, at dine beholdere er fødevareegnet og er godt skyllet.
Flaskevand har den fordel, at det er langtidsholdbart med en markeret holdbarhedsdato. Opbevar dit drikkevand et mørkt og koldt sted.
Læs mere om opbevaring af drikkevand på Miljøstyrelsens hjemmeside

Varme
Hvis varmen forsvinder og det er koldt udenfor, kan du bruge tæpper, dyner og varmt tøj for at holde varmen.
Ved længerevarende kulde: Det kan være en god idé at hele husstanden opholder sig i ét rum for at holde varmen bedre.

Bygas
Dit gaskomfur virker stadig selv om der er strømnedbrud. Vores gasværker er fuldautomatiske, og hvis der er nedbrud på strømmen, så kan vi producere bygas uafhængigt af el udefra.
Hvis dit gaskomfur har elektrisk gnisttænding, kan du blot bruge tændstikker eller lighter i stedet og ellers lave mad som normalt.
Se Beredskabsstyrelsens råd om madlavning i krisesituationer her:
Klar dig selv i 3 døgn - Beredskabsstyrelsen

Vigtigt om spildevand
Hvis afløb og kloakker er ude af drift - fx pga. længerevarende strømsvigt - skal du reducere dit vandforbrug til et absolut minimum.
Benyt derfor ikke toilettet, hvis spildevandssystemet er ude af drift.
Klar dig selv i 3 døgn uden brug af wc
Det skal du have på lager:
- Poser til afføring (almindelige affaldsposer- gerne kraftige, så der ikke går hul). Bortskaffes som restaffald.
- Gaffatape til at fastgøre posen til wc-kummen
- Spand med låg til toiletpapir
- Dunk eller flaske (til urin)
- Køkkenrulle og toiletpapir
- Vand til at vaske hænder
- Håndsprit
- Vådservietter.
Når strømmen er retur
Når strømmen er tilbage, er vandforsyningen og spildevandshåndteringen også i gang igen. For at undgå overbelastning af systemerne, vent med at bruge drikkevand og skylle spildevand ud i kloakken. Hvis alle bruger vand med det samme, kan det skabe stort pres på ledningsnettet og pumperne, hvilket øger risikoen for brud og skader.
Læs mere om hjemmeberedskab på:
Styrelsen for samfundssikkerheds hjemmeside - "Forberedt på kriser"

