Nordkanalen og Kirstens Allé

Her finder du information om byggepladserne ved Nordkanalen og Kirstens Allé. De udgør en del af byggeriet af Svanemøllen Skybrudstunnel, som skal beskytte det nordlige hovedstadsområde mod oversvømmelser ved kraftig regn og skybrud. Læs om tidshorisont, støj, trafik og påvirkning af området under anlæg af Svanemøllen Skybrudstunnel. 


Overordnet tidsplan for byggepladserne

    • Forberedende gravearbejde på Mosevej, Kirstens Allé og Gladsaxevej: oktober 2026 – april 2027
    • Tunnel- og anlægsarbejde: Tidsplan bliver fastlagt i efteråret 2027
    • Afsluttende arbejde i skakten og reetablering af området: Tidsplan bliver fastlagt i efteråret 2027

    Aktuelt i andet halvår af 2026

      • Første etape af gravearbejdet på Mosevej, der strækker sig fra Kirstens Allé til Mosevej 56: oktober 2026 – december 2026
      • Anden etape af gravearbejdet på Mosevej, der strækker sig fra Mosevej 44 til stikvejen Mosevej: januar 2027 – april 2027
      • Gravearbejde på Gladsaxevej: november 2026 – januar 2027

nordkanalen_kirstens_alle_737_min

De to kommende byggepladser er afbilledet med stiplet blå linjer. Den røde streg viser gravearbejdet på Mosevej. Den sorte cirkel ved Gladsaxevej er skakten, som tunnelarbejdet skal foregå igennem.


Gravearbejde på Mosevej og Kirstens Allé fra oktober 2026 til april 2027

For at gøre plads til Svanemøllen Skybrudstunnel skal vi først flytte de rør, kabler og ledninger, der ligger i vejen for tunnelarbejdet. Derfor graver vi på dele af Mosevej og Kirstens Allé.

Arbejdet foregår i to etaper:

  • Etape 1: Fra starten af Kirstens Allé til omkring Mosevej 56. Arbejdet forventes at vare cirka tre måneder.
  • Etape 2: Fra omkring Mosevej 44 til stikvejen Mosevej. Arbejdet forventes at vare cirka fire måneder.

Mens vi arbejder, spærrer vi derfor Mosevej og dele af Kirstens Allé. Gennem hele perioden vil der være adgang forbi afspærringen til fods og på cykel.

Det er desværre nødvendigt at spærre vejen i fuld bredde, da der ligger mange forskellige rør og ledninger, der skal flyttes. Samtidig har vi brug for at opbevare jorden på vejen, indtil vi kan fylde det tilbage i hullet igen.

Det er desværre også nødvendigt at spærre stien til Utterslev Mose ved Kirsten Alle i en kortere periode, ligesom selve stien langs mosen også skal afspærres i en kort periode på ca. en uges tid.

Gravearbejde på Gladsaxevej

Vi skal også grave på Gladsaxevej og det grønne område ved daginstitutionen Saxen i efteråret 2026. Arbejdet starter op i uge 45 og forventes at tage ca. tre måneder.


Kort, der viser planlagt gravearbejde på Gladsaxevej og det grønne område ved daginstitutionen Saxen, som forventes at vare ca. fire måneder.

Klik på billedet for at forstørre det. Der er planlagt gravearbejde på Gladsaxevej og det grønne område ved daginstitutionen Saxen, som forventes at vare ca. tre måneder.

Kort, der viser planlagt gravearbejde på Mosevej, som forventes at vare ca. syv måneder. Naboer får nærmere besked.

Klik på billedet for at forstørre det. Der er planlagt gravearbejde på Mosevej, som forventes at vare ca. syv måneder. Naboer får nærmere besked.


Kommende tunnel- og anlægsarbejde ved Nordkanalen og Kirstens Allé efter 2027

Vi anlægger en del af Svanemøllen Skybrudstunnel langs Utterslev Mose for at kunne opsamle og transportere overløbsvand fra kloaksystemet, der i dag løber ud i Utterslev Mose og Nordkanalen.

Tunnelen, på denne strækning, kommer til at løbe fra en skakt ved Nordkanalen til en skakt på Grønnemose Allé. Der etableres derfor henholdsvis en stor byggeplads ved Nordkanalen på Gladsaxevej og en mindre byggeplads ved Kirstens Allé, der også medfører gravearbejde på Mosevej.

Ved Nordkanalen på Gladsaxevej udgraves en 11 meter dyb tunnelskakt med en diameter på 13 meter. Herfra skal tunnelboremaskinen arbejde sig videre mod de øvrige dele af Svanemøllen Skybrudstunnel. Ved Kirstens Allé graver vi en brønd, som skal forbindes til skybrudstunnelen.

Byggepladserne vil fylde en del i området og være indhegnet, mens arbejdet står på. Når arbejdet er færdigt, retablerer vi området.

Vi forventer, at arbejdet ved Nordkanalen og Gladsaxevej varer omkring 4,5 år, mens arbejdet ved Kirstens Allé og Mosevej varer omkring 1,5 år. Den endelige tidsplan for perioden 2025-2033 bliver fastlagt, når entreprenøren er valgt i efteråret 2027.

Hvad sker der i området ved det kommende tunnel- og anlægsarbejde?

Nordkanalen/Gladsaxevej
Trafik
Under tunnelarbejdet vil Gladsaxevej være delvist lukket, så der kun er én vejbane åben samt dobbeltrettet cykelsti og fortov langs nordsiden af Gladsaxevej. Arbejdet vil også berøre Buslinje 4A, og bilister der normalt benytter sig af vejen.

Ved Nordkanalen graver vi en tunnelskakt, hvor tunnelboremaskinen skal bore videre mod en skakt i Dyssegårdsparken og videre langs mosen til Grønnemose Allé. Det betyder, at der i perioder vil køre flere lastbiler til og fra byggepladsen, når vi transporterer jord væk og leverer tunnelrør og materialer.

Støj og vibrationer
Støjgenerne vil være størst i forbindelse med etableringen af sekantpælene omkring skakten. I denne periode kan de nærmeste naboer opleve støjniveauer på op til 73 decibel.

Arbejdet forventes at vare cirka to måneder.

For at begrænse støjgenerne:
• udfører vi det mest støjende arbejde på hverdage mellem kl. 8.00 og 16.00, i henhold til reglerne i Gladsaxe og Gentofte Kommune
• anvender vi støjdæmpede maskiner
• opsætter vi et tre meter højt støjdæmpende hegn omkring byggepladsen
• opsætter ekstra støjafskærmning ved børnehuset Saxen

Under arbejdet kan de nærmeste naboer til byggepladsen også opleve vibrationer. Det vurderes, at vibrationerne ikke kommer til at skade parcelhuse nær byggepladsen.

Vibrationerne vil forekomme i to faser af arbejdet:
• under opsætning af sekantpæle - det varer 2 måneder
• under etablering af forboret spuns i tilslutningsprojektet - det varer 2-3 dage

På byggepladsen bliver der opsat vibrationsmålere, så arbejdet kan stoppes, hvis der måles for store vibrationer.

Byrum og natur
For at gøre plads til byggepladsen beskærer vi træerne langs Nordkanalen og overdækker dele af kanalen midlertidigt. For at beskytte områdets frøer og vandsalamandere opsætter vi paddehegn omkring byggepladsen, så dyrene ikke kommer ind på byggepladsen.

Når arbejdet er afsluttet, fjerner vi hegn og overdækninger og retablerer området.
Kirstens Allé/Mosevej
Trafik
Gravearbejdet udføres i etaper, så påvirkningen af trafikken bliver så kortvarig som muligt. I en periode vil der være spærret for gennemkørsel ved krydset mellem Kirstens Allé og Mosevej. Fodgængere og cyklister vil fortsat kunne passere området.

Støj og vibrationer
Når vi etablerer spuns, kan de nærmeste naboer opleve støjniveauer på over 70 decibel i dagtimerne. Dette arbejde forventes at vare omkring fire dage.

For at begrænse støjgenerne udfører vi kun det mest støjende arbejde på hverdage mellem kl. 8.00 og 16.00. Vi informerer naboerne i god tid, inden arbejdet går i gang.

I perioden, mens vi etablerer spuns, opsættes der viberationsmålere, der overvåger, at vibrationsniveauet ikke bliver for højt.

Byrum og natur
Mens vi graver, spærrer vi stien mellem Kirstens Allé og Utterslev Mose. Derfor etablerer vi en midlertidig gangforbindelse, så der fortsat er adgang til området omkring mosen.

Byggepladsen kommer midlertidigt til at strække sig ud over kanalen. Derfor tager vi særlige hensyn til områdets frøer og vandsalamandere under arbejdet.

Træerne i moseområdet øst for kanalen bliver ikke påvirket af anlægsarbejdet.

Vi informerer løbende naboer og andre brugere af området om trafikændringer, støj og andre forhold, der kan påvirke hverdagen i området.


Nyhedsbrev fra Nordkanalen og Kirstens Allé

På knappen kan du tilmelde dig nyhedsbreve fra alle projektets byggepladser samt vores hovednyhedsbrev om Svanemøllen Skybrudstunnel.