02.05.2025
Seks nye vindmøller står nu klar i Vesthimmerlands Kommune til at levere strøm svarende til omkring 20.000 husstande. Det er et vigtigt skridt for den grønne omstilling i Danmark.

Bjørnstrup Vindmøllepark står klar med seks nye møller mellem Blære og Gundersted i Vesthimmerlands Kommune.
I en tid med få opsatte vindmøller er dette ekstra positivt.
Sidste år blev der ifølge Viden om Vind tilsluttet 12 vindmøller i alt i Danmark på land. Året før var tallet én. Møllerne svarer til halvdelen af alle nye landmøller i hele landet sidste år.
Vindmøller skal give mening lokalt
Med vindmøllerne følger også penge til lokalsamfundet. En grøn pulje på 3,4 millioner kroner er afsat til projekter i området.
Desuden bliver der over de næste ti år delt 4,5 millioner kroner ud til foreningsliv og lokale aktiviteter via borgerforeningerne i Gundersted, Blære, Ejdrup og Hornum.
Det er de lokale borgerforeninger, der forvalter midlerne ud fra den baggrund, at det er dem, der berøres mest, der skal kompenseres, og det er her man bedst ved, hvordan midlerne giver værdi lokalt.
Grøn strøm trods bump på vejen
Planerne om vindmølleparken startede i 2018, og har været syv år undervejs, blandt andet fordi der blev nedlagt et såkaldt ‘kirkeveto’ fra Viborg Stiftsøvrighed.
Først i 2022 blev der givet grønt lys, og nu er møllerne endelig klar.
Projektet er blevet til gennem samarbejde mellem kommune, borgere og HOFOR, som står bag møllerne.