Hvad sker der ved fjernvarmeafbrydelser?

Her kan du finde svar på, hvad der sker, og hvad du skal gøre, hvis din fjernvarme bliver afbrudt.

Termostat

Hvornår kan HOFOR afbryde fjernvarmen?

HOFOR kan ifølge leveringsbestemmelserne afbryde varmeforsyningen i tre sammenhængende uger i perioden fra 15. maj til 15. september, hvis det er nødvendigt for at kunne udføre større reparationer eller vedligeholdelsesarbejde i fjernvarmesystemet. Afbrydelserne bliver varslet for kunderne via brev, ved opslag i ejendommen eller gennem dagspressen. Det vil desuden fremgå på Driftsinfo her på hjemmesiden.

Gå til Driftsinfo

HOFOR kan desuden når som helst afbryde forsyningen for at foretage nytilslutninger, ledningsændringer eller reparationer. Afbrydelsen sker så vidt muligt med forudgående varsel. Kortvarige, nødvendige afbrydelser i forbindelse med havari kan dog foretages uden varsel.

Fjernvarmen leveres enten som varmt vand eller damp med en temperatur, der kan reguleres efter årstiderne og inden for døgnet, jf. tekniske bestemmelser.

Se vores tekniske bestemmelser for fjernvarme

Hvad kan være årsag til en afbrydelse?

  • Forsyningssvigt/ udfald på varmeværk
  • Lækage på fjernvarmeledning eller tilhørende komponenter
  • Renovering eller omlægning af fjernvarmerør
  • Konvertering af forsyningen fra damp til varmtvand
  • Tilslutning af nye kunder/ fraskæring af afmeldte kunder ved opførelse eller nedrivning af ejendomme

Hvad skal du gøre i tilfælde af afbrydelse?

Har din ejendom et veksleranlæg, dvs. at der sidder en varmeveksler mellem fjernvarmenettet og varmesystemet i ejendommen, behøver du ikke at foretage dig noget, og anlægget vil sædvanligvis køre videre, når forsyningen er tilbage.

Har din ejendom et direkte anlæg, dvs. at vandet fra fjernvarmenettet løber direkte ind i ejendommens varmesystem uden en varmeveksler, skal du (eller varmemesteren)  lukke tilførselshanerne i varmerummet, da radiatorkredsen ellers tømmes for vand, og ejendommen derefter kan have problemer med meget luft i rørene.

Hvad betyder grønt vand?

Fjernvarmevand er tilsat en sporfarve, som gør vandet grønt eller giver det et grønligt skær. Farven tilsættes for at gøre det nemmere at konstatere, om en utæthed stammer fra fjernvarmesystemet. Hvis en varmtvandsbeholder er utæt, vil det varme vand fra vandhanen blive grønt.

Læs mere om grønt vand

Hvad skal du gøre, når varmeforsyningen er genetableret?

Efter en afbrydelse er det en god ide, at der kontrolleres, om varmeanlægget igen kører, som det skal. Det er ikke usædvanligt, at et ”koldt” anlæg kan blive en smule utæt for derefter at blive tæt igen, når det bliver varmt. Efter en aflukning kan der også samle sig skidt i filtre/snavssamlere, som derfor må renses.

Det er kunden, der har ansvaret for, at varmeinstallationerne i ejendommen fungerer, vedligeholdes og betjenes korrekt.



Print denne side