22.11.2017
Lun melding: Københavnernes samlede udgift til vand, varme, bygas og afledning af spildevand er næsten uændret i 2018.
Der er godt nyt til de cirka 600.000 københavnere, der får vand, fjernvarme og bygas fra HOFOR, der også sørger for at bortlede borgernes spildevand og skybrudssikre byen. Den samlede årlige udgift forbliver i 2018 på omtrent samme niveau som i år. Nemlig omkring 21.920 kroner for en familie i parcelhus og cirka 16.450 kroner for en familie i lejlighed.
“Vi er naturligvis glade for at kunne melde ud til vores kunder, at prisen fastholdes næsten uændret – selvom vandafgiften til staten stiger lidt, og vi gennemfører større investeringer i grønnere fjernvarme og en omfattende sikring mod oversvømmelser”, siger Jan Kauffmann, der er direktør for Økonomi og Forretning hos HOFOR.
Den årlige udgift til vand (inklusive spildevand), fjernvarme og bygas for en lejlighed i København i perioden 2012 -2018. Kilde: HOFOR
Vandprisen uændret
Den lave vand- og spildevandspris i København fastholdes næsten uændret på 39 kroner per kubikmeter i 2018. Det er en pris, som ligger et godt stykke under landsgennemsnittet på 65 kroner for en kubikmeter.
“For den pris får byens 600.000 borgerne hver eneste dag friskt, rent og kvalitetskontrolleret postevand og slipper af med spildevandet, som renses og ledes tilbage til naturen på forsvarlig vis. Det er et stort gode, som mange lande misunder os”, siger Jan Kauffmann.
Med i prisen er også indsatsen mod oversvømmelser efter de voldsomme skybrud, som bliver stadig hyppigere.
Fjernvarmeprisen stiger med to procent
Efter flere år med en faldende eller uændret pris, stiger udgiften til fjernvarmen i 2018 med to procent. Det betyder en årlig merudgift på 240-300 kroner – afhængig af forbrug. Baggrunden herfor er en prisstigning på den varme, som HOFOR køber udefra.
“Heldigvis er det lykkedes os at holde de udgiftsposter, som vi selv er herre over, i ro. Samtidig er der plads til, at vi fortsætter med den grønne omstilling af fjernvarmen. Vi er godt i gang med at bygge vores nye biomassefyrede kraftvarmeværk, lægge nye og bedre varmerør mange steder i byen og omlægge den gamle dampforsyning til vandbaseret fjernvarme”, oplyser Jan Kauffmann.
Billigere bygas
300.000 københavnere får også bygas fra HOFOR, og igen er der grund til at glæde sig. Den daglige brug af gasblussene derhjemme bliver nemlig billigere for de kunder, der har valgt Fastpris. Jan Kauffmann fortæller:
“I 2015 indførte vi mulighed for, at vores husholdningskunder kan nøjes med at betale en fast pris. Ca. 65 procent af vores kunder har allerede skiftet, og deres regning falder med godt 6 procent. Oveni slipper de for at bruge tid på at aflæse og indberette deres forbrug til os”.
Kunder uden Fastpris-ordning må betale lidt mere for bygassen, men oplever ingen prisforøgelse i 2018.
Også bygassen er på vej i en grønnere retning. Således vil andelen af CO2-neutral biogas, der tilsættes bygassen, blive øget fra 30 til 40 procent i 2018. Biogassen kommer fra københavnernes eget spildevand, hvor slammet omdannes til biogas i rådnetanke, der renset kan nyttiggøres i bygasnettet.
EKSEMPEL – SÅDAN BLIVER UDGIFTEN HOS EN FAMILIE MED STANDARDFORBRUG
Lejlighed (75 m2) med standardforbrug af vand på 85 m3, varme på 15 MWh og bygas på 60 m3:
Vand inkl. spildevand: Prisstigning på 0% i 2018 (stigning på 0,13 øre pr m3).
Det betyder, at den årlige vandregning vil være cirka 3.330 kroner.
Fjernvarme: Prisstigning på 2% i 2018.
Det betyder, at den årlige varmeregning vil være på cirka 12.370 kroner.
Bygas: Uændret eller faldende pris i 2018.
Det betyder, at den årlige gasregning for en husholdningskunde vil være på cirka 1.060 kroner om året. For Fastpris-kunder falder den til 750 kroner for et år.
Parcelhus (130 m2) standardforbrug af vand på 140 m3, varme på 18,1 MWh og bygas på 60 m3:
Vand inkl. spildevand: Prisstigning på 0% i 2018 (stigning på 0,13 øre pr m3).
Det betyder, at den årlige vandregning vil være cirka 5.890 kroner.
Fjernvarme: Prisstigning på 2% i 2018.
Det betyder, at den årlige varmeregning vil være på cirka 15.275 kroner.
Bygas: uændret eller faldende pris i 2018.
Det betyder, at den årlige gasregning for en husholdningskunde vil være på cirka 1.060 kroner om året. For Fastpris-kunder falder den til 750 kroner for et år.