Tæt samarbejde skal sikre succes med stor vandværksrenovering

HOFOR gik i gang med at opbygge samarbejdet mellem rådgivere og entreprenører flere måneder inden, selve byggeriet gik i gang. God beslutning, lyder det fra både HOFOR og entreprenørerne.

Søndersø Vandværk Renovering Gruppefoto

På billedet ses i midten projektleder fra HOFOR, Troels Lund, omgivet af entreprenører fra NCC, Wicotec Kirkebjerg og DI-Teknik, som skal stå for renoveringen af Værket ved Søndersø.

Det er ikke kun blomsterne, der er begyndt at skyde op af jorden i disse uger. I Værløse er renoveringen af Værket ved Søndersø, der er Danmarks næststørste vandværk, nemlig nu gået ind i en ny fase. Det gamle overfladevandværk er revet ned, kælderen til de nye vandværk er bygget, og nu begynder det nye byggeri at rejse sig over jorden.

Den nye bygning, som kommer til at stå færdig i 2021 bliver udstyret med et blødgøringsanlæg, så det fra 2022 kan levere blødere vand til hovedstadsområdet. Når det nye værk står klar, begynder en delvis nedrivning og nybygning af det gamle vandværk.

Det samlede byggeri bliver afsluttet i 2025, og i hele perioden skal enten det nye eller det nuværende vandværk levere vand for at sikre forsyningen til hovedstadsområdet. Det stiller særligt høje krav til koordinering og samarbejde, fortæller projektleder Troels Lund:

“Vi skal naturligvis sikre, at der til hver en tid er nok drikkevand til alle vores kunder. Derfor kan vi ikke bare lukke vandværket ned, mens vi arbejder på det. Det stiller store krav til koordineringen blandt alle projektets deltagere, så vi kan holde forsyningen i konstant drift med undtagelse af nogle ganske få indgreb af timers eller få dages varighed,” siger han.

Netop derfor har der også fra start været stort fokus på at understøtte samarbejdet på tværs. Blandt andet ved at etablere et projektkontor i Rødovre, hvor HOFORs egne folk kan sidde sammen med de rådgivere, der er tilknyttet projektet.

Entreprenører rystet sammen fra start

For snart tre måneder siden blev der sat navn på de tre entreprenører, der skal stå for det nye vandværk: NCC kommer til at stå for byggeriet af selve værket, Wicotec Kirkebjerg kommer til at stå for maskin- og procesanlægget, og DI-Teknik får ansvaret for elforsyningen til anlægget. Siden kontraktunderskrivelsen har HOFOR gennemført et såkaldt projektoptimeringsforløb, hvor man sammen med de tre entreprenører har gennemgået projektet i detaljer, haft en lang møderække og deltaget på flere seminarer.

“Det er vigtigt, at de kender hinandens behov og tidsplaner for de enkelte processer ned i mindste detalje, så den meget stramme tidsplan for projektet holder. Og så er det også nemmere at arbejde sammen på pladsen, når man har brugt lidt tid sammen”, forklarer projektleder Troels Lund.

Den model har man også været meget tilfredse med hos NCC, hvor man er glade for at have investeret den ekstra tid fra start af.

“Ombygningen af Værket ved Søndersø er jo et projekt, der kræver tæt samarbejde mellem mange forskellige fagligheder. Derfor synes jeg også, at den tid, vi har brugt på at lære hinanden bedre at kende fra start, er givet rigtigt godt ud,” siger afdelingschef i NCC, Tonny G. Sørensen.

Samme holdning finder man hos en anden af projektets entreprenører, Wicotec Kirkebjerg, der har været glade for, at der har været fokus på samarbejde fra start.

“I WK sætter vi stor pris på, at HOFOR sætter samarbejde i højsædet, og vi har haft en rigtig fornuftig optimeringsfase. Optimeringerne er nu blevet indarbejdet i projektet og vi er klar til opstart af præfabrikation af godt 800 rørstykker på vores værksted i Slangerup. Vi ser frem til fortsat godt og tæt samarbejde med HOFOR, rådgivere og de øvrige entreprenører,” siger afdelingsdirektør Henrik Jørgensen.

Hos den tredje og sidste entreprenør, DI-Teknik, er holdningen den samme. Nu glæder man sig bare til at komme ud på byggepladsen, fortæller direktør David Søndergaard:

“Jeg er sikker på, at det grundige opstartsforløb kommer til at betyde meget for samarbejdet under byggeriet. Det har givet en godt start, og nu glæder vi os bare til for alvor at komme i gang med arbejdet,” siger han.

FAKTA: Landets største modernisering af vandværker

HOFOR er i gang med den største modernisering af vandværker i Danmark og har samlet et hold af de dygtigste folk på feltet i samarbejdet ‘V3VV’.

Dette samarbejde står for projektmodningen af tre store vandværksmoderniseringer på Værket ved Søndersø, Værket ved Thorsbro og Værket ved Gevninge.

HOFORs entreprenører på Værket ved Søndersø er:

  • DI-Teknik
  • Wicotec Kirkebjerg
  • NCC

HOFORs rådgivere på de tre vandværksmoderniseringer er:

  • COWI / PLH Arkitekter
  • NIRAS / Krüger
  • ØLLGAARD / Emcon / Rørbæk-Møller
  • Sweco


Print denne side