13.09.2017
Hvis du er en af dem, der tænder langsomt, så har du faktisk fat i den lange ende. Desværre er der i denne sammenhæng hverken tale om forelskelse eller ting, der foregår i soveværelset – vi skal snarere et smut i kælderen. En ny fyringssæson er nemlig i sigte, og der er mange penge at spare på at tænde langsomt op for dit fjernvarmeanlæg.
”Dette emne er måske ikke helt så frækt som overskriften antyder, og jeg kan desværre ikke sige noget om, hvorvidt det også kan betale sig at tænde langsomt, når det kommer til forhold i privatlivet. MEN når det handler om at skrue op for fjernvarmen igen efter sommeren, så er det dem, der tænder langsomt, der høster den største gevinst. Og det er faktisk ret nemt at gøre,” siger Jimmi Eiberg, projektleder hos forsyningsselskabet HOFOR, med et smil på læben.
Spar 1.500 kroner
HOFOR leverer fjernvarme til hele hovedstadsområdet og ser, at mange allerede nu her i fyringssæsonens begyndelse indstiller varmeanlægget, som var det hård januarfrost udenfor. Men selvom det kan være fristende at skrue termostaten på varmeanlægget op på max, når det bliver koldt igen efter de varme sommermåneder, så er der mange penge at spare ved at tænde langsomt for fjernvarmen. En almindelig villafamilie kan spare op mod 1.500 kroner på en fyringssæson ved at følge et par nemme råd
Sådan tænder du langsomt
For at tænde optimalt for fjernvarmen er det en god ide at skæve til temperaturerne udenfor og skrue gradvist op for sit fjernvarmeanlæg.
Man skal nøjes med at sætte termostaten på fjernvarmeanlægget, så temperaturen på vandet, der løber frem til radiatorerne, er på mellem 35-40 grader i begyndelsen af fyringssæsonen, og så skrue gradvist op for varmen i takt med det bliver koldere udenfor.
Når kulden bider sig mere fast, i eksempelvis oktober, så kan man hæve temperaturen på anlægget fem grader mere. Og når det bliver endnu koldere længere henne på fyringssæsonen, så drejer man termostaten yderligere fem grader op.
Klik på grafikken for at forstørre
Penge kan bruges på noget sjovere
Ved at åbne varmen trin for trin sparer man ikke kun penge. Man udleder også op mod et halvt ton CO2 mindre over de kolde måneder.
”Varmeregningen udgør en stor post på budgetterne i de fleste hjem. Der er derfor god logik i at spare energi og penge ved at tænde langsomt for fjernvarmen. De penge, du sparer på det, kan du jo i stedet bruge på at invitere en du holder af i biografen eller på en romantisk middag,” afslutter Jimmi Eiberg med et glimt i øjet.
Følg også disse nemme råd og spar endnu flere penge
- Alle radiatorer i samme rum bør indstilles ens og ‘tænde’ samtidigt. Det er bedre med fire radiatorer, der varmer lidt hver end én, der bare banker løs.
- Alle rum i boligen skal helst være opvarmede – også soveværelset, men luk døren hvis du foretrækker det lidt køligere.
- Stil termostaten på radiatorerne på mellem tre og fire. Så vil temperaturen ligge på mellem 19 og 22 grader. Hver grad betyder en stigning på fem procent rent prismæssigt.
På hjemmesiden www.taendlangsomt.dk kan du få en god begyndelse på fyringssæsonen. Her kan du finde information, der kan gøre dig dus med dit fjernvarmeanlæg. Samme sted har HOFOR og Energitjenesten samlet en lang række gode råd, der kan hjælpe dig til væsentligt at nedbringe beløbet på din varmeregning.
Kontaktinformation
Jimmi Eiberg Jensen, projektleder i HOFOR
2795 4682
jiej@hofor.dk
Nina Maria Klok, kommunikationsrådgiver i HOFOR
2795 2135
nimk@hofor.dk