07.12.2016
Vandprisen stiger i 2017 med fire procent.
Den gennemsnitlige vandpris i Danmark ligger inklusive skatter og afgifter på cirka 63 kroner for en kubikmeter. I Dragør slipper borgerne med en lidt lavere pris på 61,5 kroner. For en lille familie i lejlighed giver det en årlig udgift på cirka 5.275 kroner. Mens den lidt større familie i et parcelhus skal regne med omkring 9.050 kroner.
”For den pris får borgerne hver eneste dag friskt, rent og kvalitetskontrolleret postevand og slipper af med spildevandet, som renses og ledes tilbage til naturen på forsvarlig vis. Det er et gode, som mange lande misunder os,” siger Frank Brodersen, direktør for Miljø&Samarbejder i HOFOR, der leverer vand til hovedstadsområdet.
Med i prisen er også indsatsen mod oversvømmelser efter de voldsomme skybrud, som bliver stadig hyppigere i Danmark.
”Skybrud har gjort livet besværligt for mange mennesker og ødelagt værdier for store beløb. Også på Amager og i Dragør. I 2016 afsluttede vi arbejdet med nye regnvandsrender under torvet og gågaden i Dragørs gamle by, og skybrudsskader bliver nu mindre. Vi undersøger, om der andre steder kan etableres lignende løsninger, der kan mindske risikoen for oversvømmelser,” siger Frank Brodersen.
Vandprisen kan stige i fremtiden
Frank Brodersen er tilbageholdende med at spå om fremtidens vandpris, men generelt tror han ikke på faldende vandpriser i årene fremover:
”Investeringer i vedligeholdelse, udbygning og modernisering af vand- og spildevandssystemet vejer forholdsvist tungt i en kommune som Dragør, hvor der er mange parcelhuse og dermed mange meter rør per indbygger. Samtidig imødeser vi overalt i byområderne øgede investeringer i sikring mod oversvømmelser.”
Fakta – Det koster vandet om året i Dragør for familie i
Lejlighed med årligt forbrug på 85 m3: Ca. 5.050 kr. i 2016 og ca. 5.275 kr. i 2017
Parcelhus med årligt forbrug på 140 m3: Ca. 8.700 kr. i 2016 og ca. 9.050 kr. i 2017
Det dækker vandregningen:
Kontaktinformation:
Pressechef Astrid Skotte, mobil 27952132, mail assk@hofor.dk