Sådan sparer du 2000 liter vand om året

Succesfuldt forsøg i SABs boligforening Jyllandshuse i Vanløse:

2.000 liter rent drikkevand – så meget kan en lejlighed i Jyllandshuse spare om året, uden at beboerne behøver at gøre noget selv, takket været en god idé, som driftsleder Martin Thorsson Falkenberg fik en dag, han var i bad. Nu skal den spredes til alle SABs boliger i Vanløse, så der i alt kan spares 2 millioner liter rent drikkevand om året. Ideen kan nemt kopieres af andre boligforeninger og parcelhuse.

Driftsleder Martin Thorsson Falkenberg fremviser sparebruseren og de små perlatorer til vandhanerne, der sparer boligforeningen Jyllandshuse i Vanløse for tusindvis af liter vand og kroner.

2 millioner liter rent drikkevand – så meget vil SABs lejligheder i Vanløse kunne spare om året, uden at beboerne behøver at gøre noget selv, takket været en god idé, som driftsleder Martin Thorsson Falkenberg fik en dag, han var i bad. Ideen er her i foråret blevet testet i Jyllandshuse og skal nu spredes til alle SABs boliger i Vanløse.

En ny dims på tuden af vandhanen og et nyt bruserhoved. Det er den nemme opskrift på, hvordan beboerne i to opgange i Jyllandshuse kan spare 40.000 liter vand. Det viser et forsøg, som HOFOR har lavet sammen med boligforeningens driftsleder, Martin Thorsson Falkenberg.
Han fik ideen til projektet en dag, han var i bad:

– Jeg trådte som sædvanlig uden for bruseren for at sæbe mig ind, mens vandet løb, da det pludselig gik op for mig, hvor mange liter rent drikkevand, der hver dag ryger lige ud i kloakken på den konto. Det er jo superærgerligt, når vi lever i en tid, hvor vi ikke er sikre på, at vi har vand nok i fremtiden. Og så gik jeg på nettet og fandt ud af, at man nemt og billigt kan gøre noget.

Han fik kontakt med HOFOR, Hovedstadens Forsyningsselskab, som straks var med på ideen. Det viste sig, at Hans Grohe gerne ville sponsere sparebrusere og perlatorer, som dimserne hedder. Og Østblik VVS monterede dem gratis i lejlighederne.

Målet er nu at spare 2 millioner liter vand
Når man tænder for hanerne i Jyllandshuse i dag, ser det ud til, at der strømmer lige så meget vand ud som før. Men perlatorerne og sparebruseren blander luft i vandet, så hvor der før fossede 15 liter ud i minuttet, løber der nu kun 5-9 liter ud.

– Uden at du kan mærke forskel, når du skruer op for vandhanen, sparer hver eneste beboer næsten 1000 liter vand om året og er dermed med til at sikre, at der bliver ved med at være nok godt drikkevand i hanerne til os alle sammen, forklarer Martin Thorsson Falkenberg.

Resten af boligerne i Jyllandshuse skal nu også have perlatorer og sparebrusere, og om kort tid mødes han med driftlederne i SABs andre ejendomme i Vanløse for at dele ideen med dem:

– Når de hører, hvor nemt det er, hvor lidt det koster, og hvor meget man sparer, er jeg sikker på, at det er et tilbud, de ikke kan sige nej til – og så vil vi tilsammen kunne spare 2 millioner liter rent drikkevand om året, smiler han.

HOFOR hjælper gerne
HOFOR kunne heller ikke sige nej, da Martin Thorsson Falkenberg kontaktede dem, og har hjulpet med rådgivning, plakater og flyers til beboerne med flere nemme vandspare-råd:

– Den lille indsats kan gøre en rigtig stor forskel – det er projektet et godt eksempel på. Drikkevandet er en truet ressource, og det er vigtigt, at vi alle sammen kikker vores vaner efter i sømmene, siger projektleder Søren Christiansen, HOFOR.

I Jyllandshuse er Martin Thorsson Falkenberg i fuld gang med at udtænke flere grønne ideer. Der er allerede lavet regnvandsbede, så der er bedre plads i kloakken ved skybrud, og på hans ønskesedlen står bl.a. en nem måde at sortere affald på: Køkkenerne i Jyllandshuse er små, og det er svært for beboerne at få plads til alle de forskellige skraldespande.

– Det giver rigtig meget mening for mig at gøre en ekstra indsats for at finde på nye grønne løsninger: Jeg vil gerne vise, hvor nemt vi rent faktisk kan passe bedre på vores ressourcer, så vores børn og børnebørn også får glæde af dem, siger han.

HVIS DU VIL SPARE VAND OG PENGE, kan du:

FORSØGET I JYLLANDSHUSE VISER:

  • at 44 beboere i 20 boliger sparer 40.000 liter rent drikkevand om året, takket været sparebruser og perlator på vandhanen i køkkenet og på badeværelset.
  • at 16.000 liter ud af de 40.000 liter er varmt vand. Derfor spares der også CO2 og penge på at varme det op.
  • I alt kan de 44 beboere spare 6.620 kroner om året. Det svarer til 330 kr. pr. lejlighed.
  • Alle SAB’s 1000 boliger i Vanløse vil på et år kunne spare over 2 millioner liter frisk drikkevand og 330.000 kr.

DERFOR ER DET EN GOD IDE AT SPARE PÅ VANDET
I hovedstadsområdet har vi frisk drikkevand i en høj kvalitet i vandhanerne, som vi henter direkte i undergrunden. Men grundvandet er p.g.a. forurening og den store befolkningstæthed en truet ressource. Derfor er det en god idé at spare på vandet, så vi kan være sikre på også at have godt drikkevand i fremtiden

KONTAKTINFORMATION
Astrid Skotte, pressechef i HOFOR:
  2795 2132
  assk@hofor.dk

Søren Christiansen, projektleder i HOFOR:
  2795 4124
  schr@hofor.dk



Print denne side