18.08.2017
Ved at installere en tørretumbler, som bruger gas i stedet for elektricitet, kan man både spare penge og gøre noget godt for miljøet. Det har Rigshospitalets Kollegium fået øjnene op for. På bare ét år har de sparet 42.000 kr. på energiregningen samtidig med, at de har skånet miljøet for 2,2 tons CO2.
På Rigshospitalets Kollegium ved Jagtvej 120 har man udskiftet fire gamle el-tørretumblere med nye, der kører på gas. En af grundene til, at kollegiet har valgt denne løsning, er, at man ved at skifte fra el til gas kan tilgodese miljøet og samtidig spare penge.
Tørretumblerne kører på miljøvenlig bygas, som er langt mere skånsom mod miljøet end traditionelle tørretumblere.
– Bygas forurener langt mindre end el. Ved anvendelse af bygas bliver der udledt betydeligt mindre af de forurenede stoffer svovldioxid, kvælstofilter og kuldioxid, og det skyldes bl.a., at københavnerne selv leverer den CO2- neutrale biogas i form af det spildevand, der afledes fra toiletbesøg, opvask mv. Spildevandet omdannes til CO2- neutral biogas, som vi så genanvender og nyttiggør i bygasforsyningen, forklarer Morten Stanley, gaschef i HOFOR.
Derfor var det heller ikke svært for Allan Wehlast, Ejendomsleder hos DAB/ Rigshospitalets Kollegium, at foreslå at skifte fra el til gas.
– Der er et enormt engagement blandt beboerne, som rigtig gerne vil bidrage til at gøre det hele mere effektivt og bæredygtigt, så da vi skulle udskifte vores gamle maskiner, var det blandt andet vigtigt at tage hensyn til miljøet. Selvom der selvfølgelig også er penge at spare, er det dog ikke det, som fylder hos beboerne, men derimod det at gøre noget godt for miljøet, fortæller han.
Også beboerne er glade for de nye maskiner:
– Da vi hørte forslaget, tog vi det op til diskussion, og det viste sig hurtigt, at der var bred enighed om, at det var en god idé. Især vores spare- og miljøudvalg var begejstrede for forslaget. Maskinerne er mere effektive, og det går hurtigere på grund af den korte tørretid og deres større omfang, og så gør det jo heller ikke noget, at det er bæredygtigt, fortæller Eva Albertsen, beboer på Rigshospitalets Kollegium.
Kontaktinformation:
Britt Spangsberg, kommunikationschef i HOFOR, tlf. 2795 2144, e-mail: bspa@hofor.dk.