02.07.2015
”La’ vær’ med at bruge sprøjtegifte i haven – de havner måske i grundvandet,” lyder opfordringen fra HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, der i ny havekalender fortæller hovedstadsområdets mange haveejere, hvordan haven kan dyrkes helt uden brug af gift – til gavn og glæde for vores grundvand, børnene og havens dyr og fugle.
Den nye havekalender har gode råd til havefolket i alle årets måneder. Flest i sommermånederne, hvor der mest at se til i haven. I juni og juli måned er der giftfrie tips til blandt andet:
Og nyttig info om havens små hjælpere: edderkopper, svirrefluer og bier.
For at udbrede de gode råd til at dyrke en giftfri have udsender HOFOR hver måned et nyhedsbrev med info om månedens giftfrie havetips. Nyhedsbrevet udsendes til lokalaviserne i HOFORs forsyningsområde, der dækker kommunerne: Albertslund, Brøndby, Dragør, Herlev, Hvidovre, København, Rødovre, Vallensbæk.
Du finder den nye havekalender her: HAVEKALENDEREN
I HOFOR henter vi vand til en million mennesker i hovedstadsområdet, og vi vil meget gerne have de private haveejere til at droppe brugen af giftstoffer. Ukrudtsmidler og andre sprøjtegifte kan nemlig sive ned til grundvandet og forurene det. Det er dyrt at lukke vandboringer og åbne nye. Og vandressourcen her på Sjælland er sparsom, samtidig med at vi er mange om at dele den. Selv en lille smule sprøjtegift kan skade naturen, og derfor er det vigtigt, at også haveejerne er opmærksomme på den risiko, som brugen af de populære sprøjtegifte udgør for vores dyrebare grundvand.
Med en ny havekalender har vi prøvet at gøre det nemt for haveejerne at dyrke en 100 procent giftfri have. I havekalenderen er der giftfrie havetips til alle årets måneder.
Gode råd i sommerferien
Det kan godt lade sig gøre at have en giftfri have. Også uden at man skal have et lugejern i hånden, hver gang man bevæger sig derud. Det kræver blot lidt planlægning; man kan vælge planter, som er modstandsdygtige, så man får færre problemer med skadedyr. Man kan lægge fiberdug ud under terrasser og flisebelægninger og så kan man vælge at have bunddækkeplanter eller flis, så ukrudtet ikke gror så let. Alt sammen er med til at fjerne behovet for sprøjtegift.
Andre gode råd er:
Kur mod syge roser
Vælg stærke sorter, plant dem i solen, vand dem godt og gød i april, juni og august. I varmt og fugtigt vejr skal du holde ekstra øje med sygdomme og skadedyr, så du kan tage dem i opløbet: Opdager du syge blade og knopper, så klip de angrebne kviste og blade af, før sygdommen spreder sig. NB: vand ikke roserne ovenfra, da vandet rammer bladene og giver grobund for svampesygdomme – vand direkte ned i jorden inde under planten.
Spøgelsesbær i jordbærbedet
Gråskimlede spøgelsesjordbær kan du undgå, hvis du lægger lidt halm under planterne. Sørg også for, at de står langt fra hinanden og hver især får sol og lys. Jordbær kan nemlig ikke lide for meget fugt, for lidt luft og for meget gødning. Fjern overmodne, ødelagte bær og gamle blade. Og klip planterne ned, når du har plukket bærrene. Så slipper du af med smittekimene.
Dræbersnegle
Selvom du ikke kan udrydde dræbersneglene i din have, kan du holde dem nede ved at gribe ind, når du får øje på en. De kommer oftest frem om aftenen, når duggen er faldet. Hæld kogende vand på den eller hak den over med en spade. Eller lav en simpel og bæredygtig sneglefælde, kaldet ølfælden: En tom mælkekarton graves ned i jorden et skyggefuldt sted. Kun skruelåget må stikke op. Skru låget af og hæld lidt vand og øl i bunden. Når fælden er fuld, skrues låget på igen og kartonen smides ud. Husk altid at smide de døde snegle ud, for dræbersnegler spiser gerne hinanden, og døde snegle lokker nye artsfæller til.
Lynkur mod bladlus
Er du plaget af bladlus, kan du slippe af med dem ved at spule den angrebne plante. Bare grib vandslangen og sæt tryk på.
Læs flere gode juni-råd i HOFORS nye havekalender, hvor HOFOR også fortæller om sommerens hjælpere: edderkoppen, bien og svirrefluen.
Kontaktinformation:
Astrid Skotte, pressechef, mobil 27952132, mail assk@hofor.dk