01.03.2019
Energiverdenens svar på en Oscar, Den Gyldne Termostat, uddeles den 12. marts 2019, til en person, der har sparet en masse energi og gjort en stor indsats for at udvikle og udbrede intelligent energistyring. Prisuddeling med tilhørende spændende arrangement afholdes i BLOX – Københavns nye mekka for bæredygtig byudvikling.
“Vi har et fælles ansvar om at være bevidste energiforbrugere. Prisuddelingen af Den Gyldne Termostat er en anerkendelse af de mange ildsjæle rundt omkring, som benytter sig af intelligent energistyring, sikrer store energibesparelser og giver gode energivaner videre til andre,” siger Emil Ziyanak, der er sektionsleder i HOFOR.
Den billigste energi er nu engang også den, vi ikke bruger, og der er mange penge at spare rundt om i de danske ejendomme ved at styre energiforbruget intelligent. Samtidig er der en stor klimagevinst at hente. Derfor er det vigtigt, at der sættes fokus på det arbejde, der udføres i varmekældrene, og vi lærer af hinandens gode erfaringer. Derfor uddeler HOFOR energiverdenens svar på en Oscar, Den Gyldne Termostat, til en person der har sparet en masse energi sidste år.
I år sættes der også fokus på, hvad big data og kunstig intelligens kan komme til at betyde for fremtidens energiforbrug. Det holder Kim Escherich, innovationsekspert hos IBM et oplæg om. Adfærdseksperten Maria Mattsson vil også gøre arrangementets deltagere lidt klogere på, hvorfor vi har vaner, hvilke vi har og hvordan vi skaber de gode energivaner.
“Den Gyldne Termostat” er indstiftet af HOFOR og uddeles den 12. marts 2019 kl. 12.30-15.30. Prisen gives af HOFOR til en, som har sparet en masse energi og gjort en stor indsats for at udvikle og udbrede intelligent energistyring.
Arrangementet er rettet mod bolig-, etage- og erhvervsejendomme, og der er stadig nogle ledige pladser.
Læs mere på www.hofor.dk/dgt
Her kan man også se programmet og tilmelde sig arrangementet.